Arkiv for september 2007

Opfordrer Coca Cola til ulovligheder?

lørdag, 22. september 2007
Del på Facebook

Coca Colas nyeste kampagne kan i bedste fald forstås som et oplæg til at begå kriminalitet.

Jeg bemærkede lige teksten på Coca Colas nyeste kampagne: “Vind biografbilledetter hver time på coke.dk. Brug koden under kapslen og få adgang til konkurrencen på www.coke.dk.” Med mindre skrift står der: “Konkurrencen er ikke købsbetinget.”

Coca colas nyeste kampagne

(billedteksten er lidt sløret – jeg kunne ikke helt få kameraet til at zoome som jeg ville) 

Sidste linje er en standardtekst som alle, der reklamerer er opmærksomme på. Der er simpelthen for mange virksomheder, der har fået tæv af forbrugerstyrelsen i tidens løb til at virksomhederne tør undlade den. Men er den bare varm luft her?

Jeg gik ind på www.coke.dk for at undersøge om det er muligt at deltage i konkurrencen uden at have den kode, som findes under kapslen. Det er det ikke.

Hvordan kan konkurrencen så ikke være købsbetinget? Giver Coca Cola mig lov til at åbne flaskerne i supermarkedet og skrive koden ned? Jeg er ikke helt sikker på, at det er lovligt men jeg er helt sikker på, at butikkerne ikke er med på ideen. Spørgsmålet er bare, hvordan jeg så ellers skal kunne deltage i konkurrencen?

Har du et forslag til hvordan reglen skal forstås?

Superbad

lørdag, 22. september 2007
Del på Facebook

Filmen, der bringer den fede nørdkomedie tilbage på det store lærred 

Superbad er filmen, der på den gode måde samler op efter Better Off Dead, The Sure Thing, Wierd Science, Revenge of the Nerds og American Pie for at nævne et par hurtige. Alle er amerikanske teenagekomedier om nørderne, der har det så skidt det meste af filmen igennem. Selvom det ser hårdt ud, så ender det hele alligevel godt. Superbad er ingen undtagelse.

Jeg vil endda gå så langt og sige, at Superbad er den bedste amerikanske ungdomsfilm i mange år.

En rigtig feel good movie, som bør ses.

 

Egoistiske psykopatforældre slår til igen

fredag, 21. september 2007
Del på Facebook

Så hærger de tåbelige blokeringer af børnehaver igen. Pøbelmentaliteten og falsk hellighed har endnu engang overtaget.

OK. Lad os tage den fra toppen. Jeg har ingen børn, hvilket nogen blokadedeltagere måske mener, gør mig ude af stand til at deltage i denne diskussion. Nå. Du, der blokerer, er ligeglad med alle andre, hvilket gør mig voldsomt ligeglad med dig. Bare ikke konsekvensen af dine handlinger.

Jeg har en kollega med to børn. Han tager trofast sin cykel om morgenen og afleverer børnene i hver deres institution. I dag har han ringet ind og meddelt, at han ikke ved om han kommer på arbejde for begge institutioner er blokeret.

Pøblen stimler sammen

Så ryger jeg i det røde felt. Ikke over hans opkald, for han arbejder gudskelov i en virksomhed, hvor den slags er acceptabelt. Men hvad hvis han havde siddet ved kassen i et supermarked eller et andet job, hvor det bare ikke er OK at blive hjemme uden varsel. Hvad hvis det havde kostet ham en seriøs advarsel eller måske hans job. Hvem kompenserer ham for det? Laver blokadevagterne en indsamling til den slags situationer?

Jeg har fuld forståelse for, at forældrene er rasende over nedskæring på nedskæring. Jeg skæver også nervøst til de ændringer, der sker for jeg regner da med, at vi selv udvider familien indenfor en nær fremtid. Men det egoistiske tiltag, det er at genere andre uskyldige forældre finder jeg både arrogant, forargeligt og ikke mindst voldsomt egoistiske. En tankegang jeg simpelthen ikke kan sætte mig ind i.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de forældre, der agerer aggresive blokadevagter, laver i det daglige? Det må være nogen med masser af tid eller mulighed for at kunne tage flere dage ud af arbejdskalenderen med dags varsel. Med chance for en fordom, så tvivler jeg på at kassedamen kan det. Hvem er det så, der leger hellig?
 
Desværre virker det tilsyneladende for budgetterne bliver ændret, men bloker for pokker kommunen eller folketinget i stedet for. Eller hav forståelse for at nogen forældre død og pine skal have passet deres børn og ikke har brug for blokeringer eller verbale trusler, når de dukker op i børnehaven.

Vågn nu op for pokker!

Ombygning – manglende vægge og hul til underboen

torsdag, 20. september 2007
Del på Facebook

Vi har væltede vægge og potentielt hul til underboen.

Håndværkerne går til den og den store væg mellem stuerne er så godt som forsvundet. De fandt en eksisterende jernbjælke i væggen, som støtter. Det var en positiv overraskelse.

Det betyder, at der allerede har været en større åbning før, som er blevet muret til igen. Det har man bare glemt at fortælle kommunen. Samtidig viser det sig, at trykket oppefra åbenbart ikke er så stort som forventet, så vi kan godt få væggen åbnet endnu mere op end vi havde regnet med. Det er også en god ting.

Køkken og bad er der ikke sket så meget med, men vores arkitekt Frida Frank (som endelig har leveret en kontrakt omend ikke i den form vi aftalte) informerede os om, at håndværkerne muligvis skal ned til underboen og rode med deres loft for at fikse vores badeværelsesgulv. Javel ja. Nu er Jørgen og Leslie meget flinke mennesker, så en kort snak efter og så er de med på den. Hvis det bliver nødvendigt altså.

Her er de obligatoriske billeder, så alle kan følge med.

Billedkvaliteten er ikke noget at råbe hurra for, men min Nokia 6300 er ikke så god til at tage billeder, hvis der er ikke er fuldt oplyst.

Se også:
Alle indlæg om vores ombygning

Lille Peter Edderkops storebrors bodyguard

torsdag, 20. september 2007
Del på Facebook

Jo jo. Grum og behåret ser den ud.

Den edderkop vi fangede og filmede var stor og farlig, men den her er den skumle slags. Sidder bare og venter. Som om den udemærket godt ved hvad den kan og bare venter på, at få lov til at vise det. Skummelt.

Den sidder udenfor vinduet og truer. Altså den stille tilbagelænede slags trussel, men det er den slags, man virkelig skal passe på. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af helt præcist, hvad det er den truer – os indenfor eller de andre udenfor, men jeg håber på det sidste.

Se også:
Lille Peter Edderkops storebror

Svumpukkel! Søpindsvinefjæs! Kæltring!

onsdag, 19. september 2007
Del på Facebook

I dag er det den internationale tal som en pirat dag / talk like a pirate day.

Derfor kan du have hørt udtryk såsom: “Arrr!”, “Me buxom beauty”, “Bilge rat”eller de mere danske “Splitte mine bramsejl”, “Alle mand på dæk” eller “Så border vi dem!”.

Talk like a pirate day blev startet i 1995 af amerikanerne John Baur (“Ol’ Chumbucket”) and Mark Summers (“Cap’n Slappy”) og fænomenet har siden spredt sig til hele verden. Og hvem nyder ikke et højt Arrr! en gang imellem. Jeg ved, at jeg gør.

Billederne herunder er taget til min 30 års fødselsdag.

Da jeg kom hjem fra arbejde, stod gutterne og Bettina og brølede Arrr! Jeg blev hurtigt iklædt piratkostume, hvorefter vi tog på restaurant, inden vi skulle ind og se Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl.

Det var en spas dag.

Harry Potter and the Deathly Hallows

tirsdag, 18. september 2007
Del på Facebook

Så kom jeg endelig igang med Harry Potter and the Deathly Hallows. Syvende bind i Harry Potter universet og efter sigende sidste bog.

Udover arbejde er de sidste par dage gået med at læse, så jeg er efterhånden kommet 2/3 igennem bogen. Og jeg er tilfreds. Faktisk endda meget tilfreds. Bogen holder den stil jeg godt kan lide, historien flyder nemt derudaf og jeg er hele tiden spændt på næste åbenbaring.

Jeg vil ikke fortælle meget mere om handlingen, men tingene fortsætter i samme åndedrag, hvor Harry Potter And The Half-Blood Prince slap og det går bare ned af bakke for vores helte. Jeg regner med at de klarer det hele, men lige nu er jeg langt fra sikker på, hvordan det skal ende.

Men sådan skal en god bog jo være.

Opdatering (og en lille spoiler):
De sidste par hundrede sider forsvandt inden jeg nåede at blinke. Jeg er nu færdig med bogen og jeg er imponeret og en smule sørgmodig.

Imponeret over indholdet og sørgmodig fordi jeg ikke kan være sikker på, at læse mere om my man, Harry P. Jeg håber dog, at universet får lov til at udvide sig med nye historier som kan underholde.