Efter at jeg havde læst The Game af Neil Strauss, blev jeg nysgerrig, som jeg også beskrev i mit indlægg The Game.
Jeg købte derfor et par ekstra bøger:
The Mystery Method: How to Get Beautiful Women Into Bed
Magic Bullets
og jeg er netop blevet færdig med The Mystery Method.
Bogen er skrevet af Mystery, hvis mere jordnære navn er Erik James Horvat-Markovic. Mystery er bestemt ikke er den første indenfor forførelsens kunst, men bestemt en af de mere tydelige i nyere tid. Han beskriver og forklarer en masse grundregler for hvordan en almindelig fyr kan komme i kontakt med smukke kvinder og ikke mindst forføre dem.
Der kan siges meget om metoden, men den har vundet frem mange steder i verden – i Danmark på forummet The Game i Danmark. Her diskuteres ikke kun Mysterys tilgang til tingene, men også alle de andre såkaldte guruer. Stadig meget interessant, selvom mange af fyrene derinde udelukkende fokuserer på det at score kvinder, snarere end at udvikle sig selv som menneske som er en af grundtingene i Mystery Method.
Jeg er sikker på, at jeg vil læse Mystery Method igennem en eller flere gange for at få flere af pointerne ind under huden og jeg skal da ikke sige mig fri for at ville prøve et par fif eller to. Bare for at se reaktionerne. Under alle omstændigheder beskriver flere at de personer, der har arbejdet med dette at de er blevet bedre til at håndtere alle situationer med mennesker. Om det så er salgsmøder, jobsamtaler, præsentationer eller at netværke. Det er da lidt interessant.
Runde to
Som en bonusviden, så var der en pige på Connery, som opdagede forummet The Game i Danmark og hun var mere end forarget. Forståeligt nok – som sådan, men vi tog alligevel en lille svingom.
Til dem, der ikke gider læse på Connery, så kommer her en kort opsummering. Hendes holdning er, at det er dybt tragisk at fyre snakker om kvinder på den måde og er nødt til at lære sig replikker og scoretricks for at komme i kontakte med kvinderne for hvad er der galt med at være sig selv og tage tingene som de kommer, som hun skrev. Det kunne vi såmænd godt blive enige om, men ikke alle fyre har succes med at tage tingene som de kommer.
Derefter var problemet, at der nu findes manualer, som beskriver, hvordan kvinder scores. Vi kom så lidt omkring fyres og specielt nørders evne til at kategorisere ting, som interesserer og fascinerer – og der er jo sjældent noget mere interessant end det modsatte køn. Til sidst skrev jeg:
“Jeg samler lige lidt op efter en god nats søvn. Det ærgrede mig nemlig lidt at jeg kun fik fokuseret på nørderne og deres evne til at kategorisere ..
Mindre nørdede områder? Tænk lønforhandling, personaleledelse, sælgerkurser, præsentationsteknik, eksamensbordet, konflikthåndtering og lignende.Alle områder du kan få kurser i at håndtere. De fleste indeholder læring om hvordan du manipulerer med din fysiske fremtoning (tøj, kropssprog, tale) og situationer, der involverer andre mennesker, som du gerne vil have til at reagere på en bestemt måde. I alle de nævnte lærer du teknikker, som gør at du kan påvirke din modpart ubevidst. Hvor mange kvinder deltager på disse kurser for at bedre sig?Hvad er der galt med at være sig selv og tage tingene som de kommer.”
I bund og grund fandt jeg hende dobbeltmoralsk. Når det er muligt at blive undervist i så mange andre ting, hvorfor ikke også i kunsten at snakke med kvinder?