Allan Schmidt

Rigtigt mange mennesker blogger. Hvorfor er det blevet så populært at blogge? Er det forbi vi gerne vil vise os frem? Er det fordi alle andre gør det og så skal vi også? Er det kedsomhed eller hvad får så mange mennesker til tasterne igen og igen for at dele historier?

Jeg startede selv med at blogge fordi jeg ville blive bedre til at skrive. Forbedre min evne med ord, så jeg ikke skulle sidde og tænke meget længe over sammensætninger, meninger og forståelser.

En ting er at skrive til skuffen og en helt anden er at skrive til andre mennesker. Jeg ved selvfølgelig ikke hvor mange der rent faktisk følger min blog fra sidelinjen, men alene det, at teksten findes på det meget offentlige internet gør en forskel for mig.

Jeg skal da ikke lægge skjul på at jeg altid har kunnet lide at skrive og hver gang jeg afleverede dansk eller engelsk stil i skoletiden, så var jeg spændt på lærerens kommentarer. Det er det samme med bloggen. Er det jeg skriver godt nok til at andre kommenterer?

Jeg startede en tidligere version af min blog som fiktion og regnede med at et ren fantasi ville være nemmere at håndtere. Det var det sådan set også, men min interesse faldt hurtigt for den vinkel og så måtte der noget andet til.

Det blev så denne blog i dens nuværende form, der bare handler om mig og mine interesser. Om den udstråler identitetsproblemer, ekshibitionisme, kedsomhed, frustration, dygtiggørelse eller noget helt sjette eller det altsammen, skal jeg ikke kunne sige.

Jeg synes dog, at mine evner ved tastaturet er blevet bedre. De kan altid blive endnu bedre, men det tager jeg nu stille og roligt og nyder vejen – et bogstav af gangen..

Har du en blog? Hvad ja, hvorfor skriver du så?

Kender du det når ord og handlinger fuldstændig tapper dig for energi og motivation? Når det eneste du kan gøre efter en salve, er at kigge tomt lige ud, mens du febrilsk forsøger at kickstarte hjernen igen.

Hvad gør du når du efter mange forsøg støder på den samme mur igen og igen? Når du er gået så meget på kompromis at det ikke længere er et kompromis? Når ord følger ord, men handlingen forbliver borte eller i bedste fald, er langt fra ordene? Hvad gør du for at undgå den dræbende sky af tomhed og apati, der kaster sig over dig igen og igen?

Når tingene efter en lang periode ser ud til at gå i orden, men pludselig er du kastet tilbage til start. Slår du i bordet, skælder ud, går du eller prøver du igen – velvidende at det ikke nytter, men så gør du noget?

Hvad gør du?

Jeg har været tre gange i kirke de sidste par år. En barnedåb og desværre to begravelser, som du kan læse om i Farfar er død, Farmor er død og Farmor blev begravet i fredags.

Da jeg sjældent går i kirke, så er jeg heller ikke helt bekendt med alle traditioner eller  ritualer. Det har præsterne håndteret med blid hånd, men jeg føler mig bare lidt ved siden af.

Nu er en begravelse selvfølgelig heller ikke den bedste måde at møde den kristne tro på. Eller måske netop. Det er jo i de hårde tider og modgang at man lærer mest.

Jeg oplevede præsterne som meget respektfulde, omfavnende og perspektiverende, hvilket har givet en kæmpe respekt for dem og deres retorik. Det ændrer dog ikke ved at jeg samtidig fik opfattelsen af kirken som meget højtidelig, gammeldags og tung.

Jeg anser mig selv for at være et menneske med et ateistisk syn på mennesket og livet generelt. Jeg er blevet døbt, men valgte ikke at blive konfirmeret.

Jeg er stadig medlem af den danske folkekirke, men kun på grund af traditionerne omkring et hvidt bryllup, hvis min kæreste og jeg en dag beslutter, at det er det rigtige for os. Dobbeltmoralsk? Tjoh. Kynisk? Måske, men det er rart at have muligheden.

Ved min kærestes farmors begravelse kunne jeg ikke lade være med at tænke over hvordan min egen begravelse skulle være, hvis jeg selv kunne bestemme. Jeg har gennemsnitlig 41,4 år tilbage til min død, så det kan selvfølgelig ændre sig masser af gange, men i dag forestiller jeg mig noget i stil med følgende:

Jeg skal kremeres og begraves i de ukendtes grav. Det sidste har jeg fra min mormor, som havde holdningen, at familien ikke skal belemres med udgifter og pligt til at holde et gravsted år efter år efter år. Minderne er alligevel i hjertet og ikke i et gravsted, så den holdning tilslutter jeg mig til fulde.

Der må gerne være en præst, der taler. Ikke så meget om Gud og religion, men mere om livet og de muligheder vi har som mennesker.

Livet er en sjælden ting og døden er en del af livet. Det hører med – om vi vil det eller ej. At miste et kært og elsket familiemedlem slår hårdt og gør ondt. Rigtigt ondt og som regel rigtigt længe. Nogen kommer sig aldrig helt.

Da min kærestes farfar blev begravet, sagde præsten “Sorg er kærlighed man ikke kan komme af med”, hvilket jeg synes er meget rammende.

Jeg håber, at der vil være sorg, men til min begravelse skal der også være glæde. Glæde over at at jeg har haft et godt liv, måske fået børn og børnebørn, som jeg har elsket. Glæde over at folk er samlet og forhåbentlig har en masse gode, slemme og sjove historier at fortælle om mig og mit liv. Glæde over at alle andre kan leve en dag mere, glæde over børn, solskin og alt hvad der ellers er godt.

Lyder det sentimentalt? Mit livssyn er generelt optimistisk og jeg vil gerne have at min begravelse skal være på samme måde. En dag, hvor deltagerne mindes, tænker over nuet og kigger fremad mod nye dage og de muligheder, der kommer. Det er mere mig end at alle er afdæmpede, hviskende, forsigtige og kede.

Hvis der er alkohol indblandet og lidt høj musik, så tror jeg at vi har ramt plet.

Ceremonien var som den slags bør være. God prædiken, et par meget velvalgte sange og en flot tale af min kærestes faster, Farmors datter. Jeg var en af kistebærerne og sammen fik vi båret Farmor ud i den ventende vogn.

Da vi gav den sidste respekt med kisten halvt inde i vognen, røg jeg pludselig mange år tilbage i tiden. Tilbage til dengang min egen mormor blev bisat. Det overraskede mig og følelserne fra dengang dukkede pludselig op til overfladen igen. Det slog meget hårdere end forventet.

Min mormor døde efter hun fik konstateret kræft i den ene lunge. Hun fik den bortopereret og burde fysisk have kunnet leve med en rask lunge. Sådan skulle det bare ikke gå. Psykisk kom hun sig aldrig og den sidste tid var hård for hende, min morfar og resten af familien.

Da hun døde på hospitalet, var jeg der ikke. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg ikke var der. Det var jeg bare ikke. Jeg nåede derfor aldrig at få sagt rigtigt farvel til hende.

Til begravelsen så jeg den lukkede kiste, hørte præsten prædike, familien græd og så var min mormor helt væk. Det efterlod et sort hul indeni. Dagene gik en efter en og det blev hverdag igen, men Farmors begravelse bragte det hele tilbage igen og det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig stadig savner min mormor.

Jeg regnede med, at det ville være en smal sag, at stoppe med at drikke Cola Light, men jeg tog fejl.

Det er under en uge siden, at jeg startede Projekt: Colastop og erklærede Cola Light, som Djævelens værk.

Allerede på dag to dukkede de første symptoner op: Kvalme og forstoppelse. Jeg kontrollerede, at jeg ikke var gravid og fortsatte så min kamp for uafhængighed. Resten af ugen blev det bare værre og værre.

Lørdag kunne jeg se frem til endnu en nat med søvnforstyrrelser på grund af mavesmerter, hovedpine og kvalme. Det gad jeg ikke, så sammen med kæresten googlede vi lidt omkring koffein afvænning. Bare lige for at se om jeg rent faktisk rente rundt med en let influenza eller om det var koffeinen, der spøgede.

Jeg slog “Caffeine” op på Wikipedia og fandt følgende under withdrawal:

Withdrawal symptoms—possibly including headache, irritability, an inability to concentrate, and stomach aches — may appear within 12 to 24 hours after discontinuation of caffeine intake, peak at roughly 48 hours, and usually last from one to five days …

Let oversat betyder det at jeg havde koffeinabstinenser og at jeg kunne se frem til mere af samme slags. Javel ja. Andre sites fortalte om perioder på op til 9 dage, men alle var enige om, at gå Cold Turkey var noget af det dummeste jeg kunne gøre. Nedtrapning er vejen frem. Derefter snuppede jeg et glas Cola for lige at få en smule balance tilbage i systemet.

Ja, jeg er ikke så sej, men det virkede. Jeg fik det væsentlig bedre efter et et par timer og kunne sådan set sove natten igennem. Det har hidtil været mit eneste glas, så nu ser jeg hvor lang tid jeg kan køre på det.

Jeg skal da ha Torkil, jeg skal da ha