I går ringede min kollega som lige havde forladt kontoret og fortalte at hun havde set en personpåkørsel på Nordhavn station. Da Nordhavn blev afspærret, kom hun tilbage. Jeg fulgtes med hende til Østerport og hun fortalte mere om hvad hun så.
Rent faktisk så hun ikke så meget. Ud af øjenkrogen så min kollega at en kvinde pludselig røg ned på sporene og så hører hun lyden. Det fik hendes fantasi igang og hun forestillede sig en masse frygtelige ting. Hun var naturligvis ret rystet.
Da det kunne have været selvmord, så fik det snakken igang og ikke mindst begyndte jeg at tænke.
Jeg må indrømme at jeg har været så heldig at jeg slet ikke kan forestille mig, hvad der får en person til at tage den ultimative beslutning om at ende sit liv. Ende alle de muligheder og oplevelser som venter rundt om hjørnet det næste minut, den næste time, det næste år – gode som dårlige.
Selvmord rammer hårdt. Oftes har familie og venner ikke set nogen tegn og derfor kommer et selvmord som regel som en total overraskelse. Det gør ondt.
Med det i baghovedet, så mener jeg at selvmord med tog om muligt er den laveste måde at tage sit liv på. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den eller de togførere som fører toget og som pludselig risikerer at blive det sidste et andet menneske ser. Ligeledes er der også store chancer for at passagerer på perronen bliver berørt hårdt. Selvmorderen påvirker dermed rigtigt mange mennesker og nogen måske endda for livet. Det er ekstremt egoistisk.
Valget er måske ikke så mærkeligt. Det er forholdsvist nemt, det går hurtigt og chancen for at overleve er ikke pokkers stor. Derudover bliver du set og bemærket af mange og det er måske derfor en selvmorder vælger denne metode. I stedet for at leve et ensomt liv (som både kan være ensomhed i antallet af mennesker omkring, men også en følelse), så ender det med opmærksomhed.
Jeg læste med på Frøken mig‘s blog, hvor hun skrev om den personpåkørsel, som min kollega oplevede. Hun blev angrebet for sine egne tanker. Et andet menneske så sig berettiget til at ponke Frøken Mig oveni hovedet fordi hun ikke lige følte en stor smerte for den døde.
Empati er godt, men skal vi føle for hver eneste sårede og døde person vi læser eller hører om? Ikke i min verden og jeg må indrømme at jeg før har været irriteret over endnu en personpåkørsel, som har stoppet min hjemrejse fra en ekstra lang arbejdsdag.
Empatisk? Nej. Sympatisk? Bestemt ikke, men jeg har tænkt tanken og jeg mener ellers at jeg i det daglige er en empatisk person, der ikke har problemer med at sætte mig ind i andres univers. Rent faktisk gør den evne mig god til mit arbejde, men jeg kan ikke være empatisk for alle for så vil mit liv blive et helvede.
Hvor stopper omsorgen henne? Skal jeg til at bekymre mig om alle de børn i Afrika som dagligt dør? Skal jeg græde på grund af forholdene i Kina? Skal jeg ligge søvnløs for hvert eneste menneske i verden som lider nød? Det kan jeg simpelthen ikke og nogen vil måske mene at jeg bliver et dårligere menneske af den grund. Det må og kan jeg acceptere.
Når alt det er sagt, så kunne det selvfølgelig også bare være et ulykkeligt uheld. Kvinden kunne være blevet svimmel og faldet ud foran toget eller tilsvarende. Det ved jeg ikke, men jeg sender mine tanker til hendes nærmeste.