Allan Schmidt

Det var en sommerdag, da den lille Kris var med sin familie på udflugt. Kris’ far havde fået VIP billetter til dagens rumraketvisning. VIP-billetter er sådan nogle sorte papirbilletter med plastic om, som kun meget vigtige mennesker får. Så kan de vigtige mennesker vifte billetterne i hovedet på de ikke så vigtige mennesker, og så gør de lige, hvad man vil.

Kris var meget spændt, for han skulle ind og sidde i den store rumraket og det var noget han aldrig havde prøvet før.

Han blev ført op i toppen af rumraketten. Helt op, hvor astronauterne sidder. Det er dem der styrer raketten og sørger for, at den ikke støder sammen med et fly eller en båd.

Kris blev sat i sædet og spændt fast og han følte sig som en modig astronaut. Han sad og legede med de forskellige instrumenter og lagde slet ikke mærke til, at han nu var helt alene. Astronauten skulle nemlig tisse og kunne ikke holde sig. Han troede ikke, der ville ske noget, hvis han lige skyndte sig ud.

Kris havde det fantastisk. Han forestillede sig store rumslag, hvor han var helten, og hvor alle de onde rumvæsener var bange for ham. SWOOOSH! ZOOOM! POW! sagde han, hver gang han skød et farligt rumvæsen ned.

Pludselig blev det helt mørkt og Kris hørte døren smække bag sig. Han blev helt stille og også lidt bange. Han tog sin VIP-billet og viftede med den, mens han beordrede nogen til at tænde lyset. Men en sort VIP-billet er svær at se i mørket, og der var heller ingen til at høre Kris, så der blev ved med at være helt mørkt.

Kris hørte en rumlen i rumraketten, og den begyndte at ryste meget. Han vidste ikke helt, hvad der skete, men det larmede meget. Kris tænkte, at hvis han havde 1.000 potter og pander, som han spillede på samtidig, så ville det måske larme lige så meget.

Kris blev rystet rundt i sædet i et stykke tid, og pludselig blev han lettere. Meget lettere, for han var nemlig vægtløs. Vægtløs er, når man er så let at man ikke længere har brug for at badevægt til at veje sig.

Det var en mærkelig fornemmelse og også lidt sjovt. Kris kom fri fra sit sæde og fløj rundt i det mørke rum. Han var lidt fortvivlet, for det er ikke sjovt at flyve, når man ikke kan se noget.

Lige da han havde tænkt det, så han en lille stribe lys, som blev større. Det var et vindue, der kom til syne, og Kris kunne nu se ud af rumraketten. Lige ude for vinduet så Kris noget meget mærkeligt.

Det var et blåt væsen, der sad i noget der lignede en dyb tallerken. Lidt ligesom den Kris spiser  morgenmad af. Væsenet havde en lille tynd krop med små tynde arme og hænder, der holdt fast på et rat. Kris så, at væsenet blinkede til ham med to af sine ti øjne og smilede med store røde læber.

Kris vinkede til væsenet og det vinkede igen. Væsenet fløj hen til rumrakettens dør og trykkede på den store sorte dørklokke. DING DONG, sagde det inde i rumraketten.

Kris vidste at han ikke måtte åbne døren for fremmede. Heller ikke selvom de har 10 øjne og store røde læber. Væsenet ringede på igen. DING DONG. Og kiggede på Kris, inden det susede væk i den flyvende dybe tallerken.

Rumraketten begyndte at ryste igen, og Kris så, at Jorden kom tættere på ham. Han landede med et stort plask i noget vand og blev samlet op af astronauterne og deres venner. De havde Kris’ far og Kris’ mor med, og Kris løb hen og gav sine forældre et stort knus.

Kris’ mor havde pakket en taske med mælk og småkager, for den slags gør mødre nemlig. Kris fortalte hele historien med rystelser og astronauter og øjne. Han brugte store fagter og småkagekrummer fløj udover det hele. “Men dog, lille Kris, men dog” sagde Kris’ mor.

Det var en lang dag, og med mælk og småkager i maven bliver en lille dreng hurtig træt. Han kunne næsten ikke holde øjnene åbne, og han mærkede ikke, at hans far og mor kørte hjem og lagde ham i seng.

Den lille Kris sov hele natten og drømte om rumraketter, rumvæsener og sorte VIP billetter.

Få læst Den lille Kris og rumraketten op:

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Jeg havde brug for lidt penge. Som studerende tjener man jo ikke pokkers meget og hvis man endelig har noget godt kørende, så rammer man pludselig loftet og risikerer at skulle betale tilbage. Ufedt.

Kiggede lidt omkring på nettet og faldt over en side for en medicinalfirma. De så rimelig prof ud og ledte efter testpersoner til et eksperiment. De ville betale godt, så jeg ringede til dem og fik sat en aftale i stand.

Dukkede op tirsdagen efter den første telefonsamtale og sad lidt nervøs i venteværelset. Receptionisten havde givet mig en brochure om firmaet og den sad jeg nu og bladrede lidt fraværende i.

Jeg hørte nogen sige mit navn og da jeg kiggede op, så en ung kvinde i en hvid kittel. Hun så sgu egentlig meget godt ud. Kønt smil. Jeg gav hende hånden og hun førte mig videre ind i bygningen. Jeg fik en salgstale om bygningen og om firmaet og jeg fik fornemmelse af, at den havde hun holdt mange gange før.

Vi kom ind i et rum, hvor der sad to mænd og en kvinde. Vi hilste på hinanden, satte os og de begyndte at fortælle om projektet, som de kaldte det.

Det var en ny diætpille med naturlige ingredienser; blandt andet med planter fra regnskoven i Amazonas. De havde testet på grise og mus og havde elimineret de få bivirkninger der var. Det lød alt sammen ufarligt og de tilbød 5.000 kroner. Med de rette papirer ville det ikke påvirke min SU, så jeg var tændt.

Vi aftalte at jeg skulle komme tilbage tre uger efter og at de ville sende nogle papirer som jeg skulle underskrive inden da. Jeg gik derfra i godt humør. 5K lige ned i lommen. Sweet.

2 uger efter modtog jeg en tyk konvelut fra firmaet. Der var både en kontrakt og noget info om hvad der skulle ske. Jeg læste papirerne løst igennem, udfyldte et skema om mine madvaner og underskrev så kontrakten. Nemme penge. Sendte det hele og så var det bare om at vente.

Dagen kom og jeg tog afsted. Da jeg kom frem blev jeg ført ind i et lille lokale med en briks, et bord og en stol. Kvinden dukkede op og vi snakkede om det der nu skulle ske. De ville give mig pillen i en dosis de mente passede til min kropsvægt og -bygning og ville så lige holde mig under observation resten af dagen.

De havde sørget for mad, der matchede min normale kost. Gratis mad? Fint med mig. Bare ærgeligt at man ikke havde skrevet hummer i skemaet. Resten af dagen gik med prøver og den slags. Kedeligt stof. Godt at jeg havde taget min iPod og en bog med.

Den følgende uge gik fint. Jeg skulle bare spise det samme som altid og så lige snuppe en pille morgen og en om aftenen. Da jeg kom til kontrol tog de blodprøver og mens vi ventede på resultatet, så fik jeg af vide at de havde ændret en smule på opskriften, så fremover ville jeg få noget nyt. Fint med mig. Jeg skulle så lige have en indsprøjtning den dag og ugen efter og så ville de fortsætte med de nye piller.

Da jeg kom hjem havde jeg det ikke godt. Jeg gik direkte ud og kastede op og lå i sengen resten af dagen. Jeg havde måske følt mig lidt sløj om morgenen og det kunne bare være den influencavirus alle havde. Det kunne ihvertfald ikke være medicinen for den slags er jo ikke skadeligt.

Jeg fik det ikke meget bedre resten af ugen og måtte blive hjemme fra studiet. Ugen efter tog jeg noget mut afsted. De kunne se på mig at jeg ikke havde det godt og jeg blev undersøgt grundigt.

Ingen problemer var svaret. Det var bare min krop, der reagerede på de sunde stoffer i medicinen. Det ville gå over. OK. Ikke helt så sikker denne gang, men de vidste vel hvad de lavede. Endnu en indsprøjtning.

Jeg nåede ikke engang hjem før jeg vidste at det var helt galt. Jeg knækkede mig 3 gange på 1 time. Ikke godt. Da jeg kom hjem ringede jeg til min mor, som ville komme forbi med det samme. Hun nåede lige at smide en “jeg sagde det jo” i hovedet på mig. Typisk.

Mens jeg ventede på hende, så skiftevis svedte og frøs jeg, kastede op og havde vist også feber. Jeg havde det rigtigt skidt. Jeg vidste ikke helt hvor lang tid, der gik før mor kom, men hun kom lige ind, kiggede på mig og ringede så efter en ambulance.

Da den kom, var jeg helt væk. Jeg var reelt i koma, har lægerne senere fortalt mig. Jeg blev indlagt og lægerne gik igang med at undersøge hvad der var galt. De fandt en masse stoffer i min krop i mængder som var langt over det tilladte. Jeg kunne dø, sagde de.

Lige nu ligger jeg så på hospitalet og tænker. Tænker over de sølle 5.000 kroner, der fik mig til at eksperimentere med min krop. Tænker over den kontrakt som jeg skulle have læst bedre igennem. Tænker over det firma, som går fri fordi jeg var for sløset. Tænker over de 50% chance jeg har for at overleve.