Arkiv for december 2008

Jeg skriver på en bog

fredag, 26. december 2008
Del på Facebook

Jeg er igang med at skrive en e-bog og det er svært. Det havde jeg forventet, så jeg tager et tegn af gangen og på et eller andet tidspunkt når jeg forhåbentligt det sidste punktum.

I denne kategori vil jeg fortælle om mine oplevelser med at skrive bogen og de udfordringer jeg støder på undervejs.

Jeg har allerede flere bøger på tegnebrædtet, så hvis alt går vel, bliver den første ikke den sidste.

Gode ideer og intentioner er fine, men nu skal den første bog skrives, erfaringer skal høstes og så kan vi snakke om resten.

Bogen skal være færdig til april 2009, hvor en del af materialet skal bruges i et kursus, når alt går vel. Det betyder, at bogen skal være færdig endnu før, men et skridt af gangen.

Nu har jeg skrevet det, så nu kan du holde mig op på min deadline. Du har håneretten, hvis jeg ikke når det.

Hvad koster en hjemmeside?

fredag, 26. december 2008
Del på Facebook

Hvad koster det at lave en hjemmeside og er det muligt at sætte en pris på uden at have mødt kunden? Ikke hvis du spørger mig.

Mikkel Mikjær Christensen fra MC-solutions skrev blogindlægget 10 gode råd til at (fra)vælge en hjemmesideleverandør. Her nævner Mikkel en række  gode punkter, som en kunde skal være opmærksom på, når der købes hjemmeside.

Jeg er enig i størstedelen af punkterne, men punkt 10 fik mig til tasterne. Mikkel mener, at prisen på en hjemmeside skal ligge mellem 10.000 – 25.000. Alt under er for billigt og alt over er for dyrt og med det i mente fandt jeg et gammelt skriv frem:

Hvad koster en hjemmeside?
Da jeg arbejdede i webbureau dukkede spørgsmålet: “Hvad koster det at få lavet en hjemmeside?” ofte op, når jeg havde en ny potentiel kunde i røret.

Et forståeligt spørgsmål, men også umuligt at besvare ordentligt uden at kende kunden bedre. Jeg plejede at spørge kunden om følgende:

Du skal til at bygge et hus og går hen til håndværkeren og stiller spørgsmålet: “Hvad koster det at få lavet et hus?”. Vil du ærligt forvente at han bare slynger en pris ud eller vil du regne med at han skal bruge lidt flere informationer?

Informationer a la:

- Hvor stort skal huset være?
- Hvor mange rum skal der være?
- Hvor skal det bygges henne?
- Hvilket fundament skal det bygges på?
- Hvilke materialer skal der bruges?
- Hvornår skal det stå færdigt?
- Hvad er budgettet?

og så videre og så videre.

Det kommer an på hvad du som kunde har af ønsker og ikke mindst budget til. Det nytter ikke noget at sætte næsen op efter en rød Ferrari, hvis du kun ønsker at betale for en rød trehjulet cykel.

Ligesom at du sikkert have en lang liste af tanker og detaljer om huset, som du gerne vil drøfte med en arkitekt eller håndværker, så har du formodentlig også en holdning til hvad din hjemmeside skal indeholde.

Pointen med ovenstående er, at du ikke kan bruge en eller anden prisramme, som du har fundet på nettet, til noget, når det gælder hjemmesideproduktion.

Så i stedet for at forvente en pris over telefonen med det samme, så tag en snak eller et møde med et webbureau. Her har du mulighed for at forklare dine tanker og behov og webbureauet har mulighed for at give en bedre vejledning og finde frem til den rigtige løsning og pris til dig.

På den måde er du mere sikker på, at du og webbureauet er på samme side og rent faktisk vil gå i samme retning, når du beslutter dig for at få lavet hjemmesiden

Jeg går med din t-shirt – for en god sag

mandag, 22. december 2008
Del på Facebook

Sidst skrev jeg om onlinekonceptet Jeg går med din t-shirt og spekulerede på, hvornår den første danske version dukkede op.

Jeg burde i stedet have stillet spørgsmålet: Hvornår dukker den første version op for velgørenhed?

Jeremy Schoemaker fra www.shoemoney.com stiller sig til rådighed i tre dage i kampen mod brystkræft. En nobel sag og du kan kunne byde på hans overkrop på Ebay.

Indtil videre har buddene rundet 2.500 dollars, hvilket svarer til 13.360 danske kroner.

Glædelig jul 2008

søndag, 21. december 2008
Del på Facebook

Et ønske om en fantastisk jul og spørgsmålet: Er det OK at træde udenfor det traditionelle juleræs eller er jeg asocial og mærkelig?

Kæresten og jeg – eller nok mest mig – besluttede os for at stå af juleræset i år. Det vil sige ingen gaver. Det er noget jeg har forsøgt at indføre de sidste mange år i min familie, men det er svært for det er en så indgroet tradition i Danmark.

Jeg synes, at gaveræset har nået hysteriske højder og er en af grundene til at mange mennesker ræser november og december måned igennem.

Pludselig er det mere brok og stress end fornøjelse. Gaverne skal være store og perfekte. Maden skal være stor og perfekt. Alt skal være stort og perfekt og så står jeg af.

I min verden er julen børnenes tid. I min familie er vi løbet tør for børn under 18 år for længe siden. Derfor bør vi ikke give gaver , hvis du spørger mig. Når der igen kommer børn i familien, så kan vi snakke om gaver – til børnene.

Familien holder den store traditionelle jul d. 24., men uden os. I stedet mødes vi over noget god mad og hygge en anden dag. Det er lidt skidt hvis en bestemt dato skal bestemme hvornår vi skal være gode ved hinanden. Det bør være hele året rundt.

Derfor holder kæresten og jeg juleaften for os selv. Det bliver hygge, god mad, ild i pejsen og et glas vin eller tre. Måske bliver det også til en gåtur i det københavnske.

Hvordan holder du jul?

Jeg ønsker dig og dine kære en rigtig glædelig jul uanset  om du tager den traditionelle stil, rejser på ferie eller noget helt tredje.

Jeg går med din t-shirt

lørdag, 20. december 2008
Del på Facebook

Endnu et online ”hvorfor tænkte jeg ikke på det?”-koncept.

En ny hjemmeside viser t-shirts med logoer. Simpel ide. Genial markedsføring, der skaber en stor indtjening til ejeren af hjemmesiden og profilering til virksomhederne.

The Million Dollar Homepage var den første
Der har ikke været mange af den slags hjemmesider, hvor ejeren starter med en meget simpel ide og ender med at tjene en masse penge.

Først var det The Million Dollar Homepage, der solgte 1.000.000 pixels til 1 dollar stykket. Ejeren solgte alle pixels.

Successen spredte sig som ringe i vandet og der gik ikke lang tid før kopier eksisterede over hele verden. Ingen – heller ikke den danske One Million Pixels - opnåede samme resultat som originalen.

Fra clips til hus
One red paperclip byttede en rød papirclips til et hus på kun 14 forsøg, hvilket er ret fantastisk. Undervejs skrev idemanden Kyle om forløbet. Hans hjemmeside fik en masse opmærksomhed, hvilket hjalp ham undervejs.

I dag opdagede jeg hjemmesiderne I Wear Your Shirt og Girl in Your Shirt, der ser ud til at kunne sprede den sig på samme måde som The Million Dollar Homepage.

I Wear Your Shirt
I Wear Your Shirt var den første af de to. Ejeren hedder Jason og han går med reklame-t-shirts. En om dagen og det koster penge. Såre simpelt.

Kampagnen kører 1 år og første dag koster 1 dollar og sidste dag 365. Hvis Jason sælger alle pladser, tjener han 66.795 dollars, hvilket svarer til 356.965 kroner. Ikke en dårlig årsløn for at gå med t-shirts.

Jason startede simpelt ud og så ikke ud til at komme nogen vegne. Det ændrede sig, da Girl in Your Shirt dukkede op.

Girl in Your Shirt
Jenaé, pigen bag Girl in Your Shirt, så potentialet hos I Wear Your Shirt, smed video og sociale medier oveni og forbedrede dermed konceptet til den succes, det er nu. Hendes priser ligger mellem 199 – 399 dollars for en dag.

Både Jason og Jenaé har fået en masse PR på ideen og dermed bliver det mere interessant for virksomheder at deltage, hvilket igen sikrer de to en god indkomst på ideen.

Konceptet er genialt. Spørgsmålet er: Hvornår dukker den første danske kopi op?

If I were a rich man

fredag, 19. december 2008
Del på Facebook

Ak ja. Der er ikke nogen forklaring på de melodier, der pludselig dukker op. I dag er det If I were a rich man fra Fiddler on the Roof.

Hit it, Tevye.

Billig webshop med kreditkortbetaling

onsdag, 17. december 2008
Del på Facebook

Nu kan du få en meget billig online webshop med kreditbetaling med MINIsite. MINIsite har udvidet MINIshoppen til at kunne håndtere kreditkortbetalinger. Det kalder vi MINIsite webshop.

MINIsite webshop er simpel og koster ikke en formue – ligesom MINIsite. Det skal bare være nemt at styre din egen online butik.

Hvem kan bruge MINIsite webshop?
Alle der har behov for en hjemmeside med kreditkortbetaling.

Det er ligegyldigt om du er fra en idrætsforening, der vil holde styr på tilmeldingerne til dine hold eller en mor, der gerne vil sælge brugt børnetøj eller lignende.

Hvis du er i en nyopstartet virksomhed, der skal sælge få varer i starten eller et stort veletableret brand, der skal bruge en landing page i forbindelse med kampagner, så er MINIsite webshop også noget for dig.

MINIsite webshop er PBS godkendt
Vi har sørget for at MINIsite webshoppen er forhåndsgodkendt af PBS. Det betyder, at du ikke skal vente lige så lang tid som alle andre ansøgere i forbindelse med oprettelse og godkendelse hos PBS.

Du kommer hurtigere igang med det vigtigste: At sælge dine produkter.

DIBS leverer sikkerheden og en god pris
MINIsite webshoppen fungerer via DIBS, som er Nordens største leverandør af internet betalingsløsninger. DIBS sikrer dig den stabilitet og sikkerhed, som du har brug for i det daglige og sammen med MINIsite får du en meget konkurrencedygtig pris.

Funktioner i MINIsite webshop
En liste over nogen af de muligheder du har med MINIsite webshop:

  • Ingen begrænsning på antal varer
  • Ingen begrænsning på antal sider
  • Tilknyt billeder til dine varer
  • Styring af vareantal, så du ikke sælger varer du ikke har flere af
  • Fragtstyring
  • Håndterer betaling med både danske og internationale kreditkort
  • Ordreoversigt og -udtræk

Hvem bruger MINIsite webshop?
Danske Gymmastik- og Idrætsforeninger (DGI) har lavet en aftale med MINIsite om at levere hjemmesider til alle deres foreninger. Der er allerede mange foreninger, der har taget imod tilbuddet og de kan næsten ikke få armene ned.

Udover at have fået en hjemmeside, der er nem at opdatere, bruger begge foreninger meget mindre tid på at håndtere tilmeldinger fra medlemmerne til de forskellige hold. Kasseren trækker en oversigt via MINIsite webshoppen og så er den klaret.

Alt i alt er MINIsite webshop en meget spændende ny funktion til MINIsite.