Så har jeg været en måned i det nye firma og kan gøre status – hvordan er det gået? Kort fortalt er det gået rigtigt godt. Der er sket mange ting, men jeg kan lige tage hul på et par af dem.
Jeg blev ansat som projektleder i webafdelingen i et stort firma med start 2. juni. Jobbeskrivelsen går blandt andet på at overtage den tidligere seniorprojektleders opgaver. Hun blev forfremmet og er nu min nærmeste chef. Jeg skal derfor projektlede nye funktioner, der skal på hjemmesiden, brugerteste større nye ting og håndtere diverse interne opgaver for at nævne et par hurtige.
Det tog lidt tid, men jeg har endelig fået en del projekter – mindre såvel som større og har kastet mig hovedkulds ud i dem alle. Sådan skal det være og det er indtil videre gået godt – også selvom jeg bestemt ikke har styr på kontaktpersoner, processer eller produkter.
Faktisk gav den manglende viden uro i maven i de første dage. Jeg ved godt at jeg ikke kan vide alt fra dag et, men da jeg snakkede med de forskellige kollegaer fandt jeg ud af hvor seje de er fagligt. Det ramte egoet og jeg var en smule rystet. En uge senere fandt jeg fodfæstet og står nu med hævet pande og tager imod hvad de end smider i hovedet på mig.
I sidste uge havde jeg ansvaret for en dags studieoptagelse til en ny kampagne. Jeg agerede instruktør og selvom jeg ikke har prøvet den slags før, så gik det fint. Det var en interessant oplevelse og nu er jeg den erfaring rigere.
Der er ingen tvivl om at webafdelingen er den sprælske enhed i firmaet. En uge efter start fik jeg beskeden at hvis jeg ville deltage i firmaets hawaiifest, så skulle det være i bastskørt og BH. Jamen jo da, det gør jeg da bare.
Sidst men ikke mindst havde vi teamdag, hvor en ekstern konsulent styrede en snak om afdelingens værdier og holdninger sammenholdt med firmaets overordnede linjer. Absolut spændende og det understregede, hvor meget jeg passer ind i firmaet.
Som en afslutning på teamdagen tog vi ud til Amager Strandpark og spillede kajakpolo. Med en sund vandskræk var jeg skeptisk, men det skulle absolut prøves og det endte med at være en fed oplevelse.
Min første måned er overstået og jeg er ovenud tilfreds.