Allan Schmidt

Lars and the Real Girl er en film om en lettere forstyrret mand, der finder en kæreste i silikonedukken Bianca. Det er bestemt en anderledes film.

Lars bor i garagen på familiens grund. Han er en enspænder og er socialt udfordret og bare det at skulle spise aftensmad med broderen og dennes kæreste er svært.

Lars opdager Real dolls, som forhandler luksusdukker og han ender med at bestille en. Da dukken kommer med posten, ændres Lars’ liv radikalt. Han forelsker sig og behandler dukken som et menneske. Familien søger derfor lægehjælp.

Lægens råd er at lade Lars fortsætte fantasien indtil han stopper af sig selv og det viser sig at være noget af en udfordring. Heldigvis er Lars elsket af hele byen og snart hjælper alle til.

Det lyder som en meget spøjs film og det er det også – på den rigtigt gode måde. I starten sad jeg og fnes lidt fordi mange situationer er så kiksede og pinlige. Senere kommer vi under huden på Lars og filmen udfolder sig virkelig.

Lars and the Real Girl er en livsbekræftende, sød film, som giver en dejlig fornemmelse i maven et godt stykke tid efter filmen er slut. Den kan jeg helt klart anbefale.

I går så jeg den nye Batman film: The Dark Knight og selvom forventningerne var høje, så blev Peter, biobuddy Cindy og jeg ikke skuffede.

Hvis du er en af de mennesker, der tror at Heath Ledgers død er grunden til den skamrosning han fik i rollen som Jokeren, så tager du grumme fejl. Han fortjener hvert eneste positive ord for han gør det dælme godt.

The Dark Knight samler op efter den første film – Batman Begins – endte. Nu er Jokeren er løs og så er ingen sikre. Han vender op og ned på alles hverdag og dræber tilsyneladende tilfældigt.

Ingen er i tvivl om at Batman har udfordringer nok i Jokeren, men tingene tilspidses da endnu en skurk dukker op. Sådan.

I en periode med mange superheltefilm, så er det forfriskende med en film, hvor helten ikke har superkræfter fra atomsprængninger, radioaktive edderkopper og kosmisk stråling. Batman er ikke en superhelt. Han har bare gadgets nok til at gøre James Bond misundelig.

Der er action, brag, speciel effects og skuespilleri til den store guldmedalje. Når det er sagt, så forstår jeg ikke helt at den er strøget ind på førstepladsen af top250 listen over bedste film nogensinde på imdb.com.

Aftenens film var Hancock, som er en superheltefilm med et twist. Will Smith spiller John Hancock – en hjemløs dranker med sociale problemer og superkræfter. Det er ikke så tit at vi ser den slags.

Hancock ødelægger som regel en større del af byen, når han endelig tager sig sammen og redder dagen, hvilket minder meget om The Powerpuff Girls.

I modsætning til de tre piger er Hancock absolut ikke vellidt og han ender også med at tage imod en fængselsstraf i et forsøg på at forbedre sit image.

Der går ikke mere end to uger før politimesteren trygler om hjælp. Alle byens kriminelle har set deres snit til at hærge, mens Hancock er bag lås og slå.

Den del af filmen er humoristisk og der er mange gyldne øjeblikke. Midtvejs udvikler filmen sig i en ny retning og der er interessante tanker bag som godt kunne tåle mere uddybelse. I en anden film. Her holdes det på et passende niveau.

Alt i alt er Hancock en fed film med masser af action, som den slags nu skal være

Jeg har lige set filmen Mamma Mia. Jeg fristes til at udbryde et skingert Mamma Mia! for det er virkelig en dårlig film.

Kort fortalt handler filmen om Sophie, der skal giftes. Hun ved ikke hvem hendes far er, men vil gerne finde ham, så han kan føre hende op ad kirkegangen. Moderens gamle dagbog afslører tre kandidater og de inviteres med efterfølgende virvar.

Nu er filmmusicals ikke kendt for deres dybe handlinger, men normalt opvejes det af gode melodier der understøtter fortællingen. Eksempler hvor det går godt er Moulin Rouge, Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street og Across the Universe.

De valgte ABBA melodier er gode, men i Mamma Mia går det galt. De rammer bare ikke plet og to gange virker det endda som om filmholdet har tilføjet ligegyldige scener for at kunne få en ekstra melodi med. Det holder ikke i en film, hvor hver sang skal følge handlingen og skabe følelser.

Med rollelisten fuld af tunge skuespillere såsom Stellan Skarsgård, Pierce Brosnan, Colin Firth og Meryl Streep skulle man tro at filmen har noget, men desværre. De synger ikke godt nok til at løfte filmen op og resten af dialogen giver dem ikke mulighed for at udnytte deres erfaring.

Jeg indrømmer at jeg ikke har set den musical, som filmen kopierer, men hvis den minder bare en smule om biografoplevelsen, så springer jeg over.

Det eneste positive i hele filmen er når Sophie, spillet af Amanda Seyfried, render rundt i badedragt. Hendes anseelige fortrin hæver hele niveauet men da jeg ikke så Mamma Mia i Hawaii Bio, så tæller det ikke helt på samme måde.

To ord: Undgå filmen. Køb i stedet den oprindelige musik og du får meget mere for pengene.

Opdatering:
Jeg har lige læst Politikens anmeldelse af Mamma Mia!. Jeg må indrømme at selv om jeg er enig med anmelderen Bettina Heltberg, så skriver hun lige så overskruet som den film hun brokker sig over. Det holder ikke.

Opdatering:
I en artikel med titlen ABBA-kopier slår den ægte vare skriver Politiken at Mamma Mia! soundtracket har opnået et højere hitlisteplacering end det originale materiale. Hype kan gøre meget for så gode sangere var skuespillerne ikke.

Jeg har lige set filmen Kung Fu Panda på originalsproget engelsk og den er simpelthen fantastisk.

Pandaen Po drømmer om at være verdens bedste kung fu kæmper, men virkeligheden er lidt anderledes. Som søn af en nudelmager er hans fremtid allerede bestemt eller det skulle man tro.

Ved lidt af et tilfælde udvælges Po til at være den næste dragekriger. En mytisk kriger, der kan beskytte landsbyen og dens beboere mod ondskab.

For at være den ultimative dragekriger – eller bare en lille smule god eller bare nogenlunde over noget – så skal man kunne kung fu. Det kan Po ikke helt og må derfor under hård træning.

Det viser sig at være en større udfordring end forventet. Pos naturlige størrelse og glæde for mad gør ham nemlig ikke til den mest sportstrænede og fung fu sparkende panda.

Kung Fu Panda er en rigtigt vellykket animationsfilm med stor humor og masser af grin undervejs. Den kan klart anbefales til alle.

Vredens poter!

Peter, Rock Lobster og jeg så Across the Universe i går. Det er en musical? Kan den være god? Åh ja!

Jude, Lucy, Max, Jo-Jo, Sadie og Prudence er allesammen taget til New York for at finde friheden, successen eller kærligheden i et Amerika, der er i krig i Vietnam. Det skal selvfølgelig ikke være helt nemt.

Historien er ikke pokkers avanceret, men når musikken udelukkende er Beatles-sange og billedsporet er på LSD, så sker der noget. Filmen rykker op på et andet niveau og det er fedt.

Hvis du kunne lide Moulin Rouge!, så kan du roligt se Across the Universe. Den når ikke helt samme niveau som Moulin Rouge!, men den kan sagtens følge med og det er en stor ros i min verden.

Bonusviden:
Jude, der spilles af Jim Sturgess, har en sangstemme, der minder meget om Ewan McGregor i Moulin Rouge! De knægte kan dælme synge.

I aften valgte vi at se Forgetting Sarah Marshall. Det var et glimrende valg.

Peter Bretter er sammen med den succesfulde skuespillerinde Sarah Marshall. Hun forlader ham og han beslutter sig for at tage en ferie på Hawaii i et forsøg på at glemme hende. Da det var Sarah, der fortalte Peter om hotellet på Hawaii er chancen for at møde hende naturligvis 100%.

Derefter kommer vi igennem Peters problemer med at glemme den store kærlighed og det gør han blandt andet med druk, receptionisten Rachel og en dukkevampyropera om evig kærlighed. Sådan!

At karaktererne spilles af Jason Segel (How I Met Your Mother), Kristen Bell (Heroes og Veronica Mars), Milla Kunis (“That ’70s Show”) er en rigtigt god bonus for de gør det godt.

Forgetting Sarah Marshall er en film, som gør dig i godt humør og du forlader ret sikkert biografen med et smil på læben.

Bonusviden til pigerne:
Peter render nøgen rundt i en del af filmen og der er derfor rig mulighed for at se hans schlong, hvis det er det man lyster.

Bonusviden til gutterne:
Kristen Bell og Milla Kunis i Hawaiikluns. Need I say more?