Allan Schmidt

Peter og jeg var inde for at The Chronicles of Narnia: Prince Caspian i går.

Prince Caspian er fortsættelsen af The Chronicles of Narnia: The Lion, the Witch and the Wardrobe og vi blev ikke skuffede. Tværtimod.

Det er længe siden at Aslan og de fire menneskebørn besejerede den onde dronning og siden er det bare gået ned af bakke for Narnia. Landet herskes nu af onde telmarinere og de oprindelige Narnianeres eneste mulighed for at overleve er ved at gemme sig.

Det ændrer sig da Prins Caspian tvinges til at flygte for sit liv grundet sin magthungrende stedfar. I ren panik kommer Caspian til at tilkalde Peter, Susan, Edmund og Lucy, der endnu engang drages ind i kampen mod det onde og så går det ellers løs.

Jeg vil ikke gå meget mere i dybden end at nævne et par hurtige detaljer: En bjørn med en enkelt replik, automatkatapulter og naturligvis Reepicheep. Hele filmen holder.

Da filmen var overstået vidste jeg hvilken bog jeg skal læse næste gang. Nå ja, rent faktisk de næste 7 bøger. Det skal nemlig være hele Narnia serien skrevet af C. S Lewis.

I dag stod den på Semi-Pro.

Bio-buddy Cindy, Rocklobster og jeg var taget til Fisketorvet for at spise lidt mad og se en film. Valget faldt på Semi-Pro, som var den eneste vi rigtigt kunne blive enige om.

Jeg havde set traileren til Semi-Pro og regnede med at den lå i samme klasse som Dodgeball: A True Underdog Story og Blades of Glory. Det gjorde den desværre ikke helt.

Filmen foregår i 1976 og handler om Jackie Moon og hans basketballhold. De får den dårlige nyhed at deres liga nedlægges og kun de fire bedste hold får mulighed for at komme med i NBA – den rigtige liga. Det kan gøres på mange måder.

Moons hold er langt fra de bedste, men de gør hvad de kan for at nå top 4. Det er så det filmen handler om, men i modsætning til Dodgeball så rammer filmen ikke helt perfekt.

Det blev en flad oplevelse og det var lidt ærgeligt. Der var grin undervejs, men den store fornemmelse udeblev.

Efter 19 år er Indiana Jones tilbage som den seje hattebærende, piskesmældende arkæolog komma lærer i Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull.

Naturligvis skulle jeg se den nyeste film med Indiana Jones. Jeg havde ikke de vilde forventninger til filmen for jeg havde hørt på godt og skidt om den forinden. Hvad synes jeg så om den?

Normalt elsker jeg alternative forklaringer til vores egen verdenshistorie, men historien rammer bare ikke plet – desværre. Filmen er generelt lidt pjattet og det er synd.

Det var dog både sjovt og hyggeligt at se en af sine ungdoms helte igen. Det kommer jeg ikke udenom.

Jeg var underholdt men det er ikke en film jeg vil se tilbage på som den største Indiana Jones film. Det holder den slet ikke til. Den kan allerhøjst komme ind på en fjerdeplads.

Surprisefilmen var denne gang Doomsday. Kort fortalt foregår filmen i et post apokalyptisk Skotland, som er gemt af vejen bag en stor mur grundet en grum dødbringende virus. 30 år efter det første udbrud dukker virussen op udenfor muren. Samtidig har man opdaget overlevende mennesker indenfor, så der må være en kur. Den skal naturligvis findes.

I store træk er det Flugten fra New York møder Mad Max møder Highlander møder Robin Hood - på den ufede møder dårlige møder usandsynligt ringe måde.

Filmen var så fyldt med fejl, plothuller og urealistiske hændelser af det var tåkrummende møder pinlig latter.

Mere vil jeg egentlig ikke skrive om den film andet end at den skal du for alt i verden undgå.

I onsdags så bio-buddy Cindy og jeg Iron Man. Jeg kender tegneserien svagt, men det er også det hele. Jeg havde derfor ikke de vilde forventninger til filmen andet end “det er nok endnu en superheltefilm-yada yada”.

Jeg blev positivt overrasket. Meget endda. Filmen er gennemført og uden at kende universet fra tegneserien, så følte jeg mig overbevidst og hevet 100% ind. Det holder.

Kort fortalt er hovedpersonen Tony Stark en skruppelløs forretningsmand, der via familiefirmaet laver våben til hele verden. Under en våbendemonstration bliver han kidnappet af ørkenkrigere, der bruger hans egne våben mod ham. Det åbner hans øjne og han beslutter sig for at rette op på sine tidligere handlinger og så går det løs.

Fabelagtig film.

Jeg har lige været inde og se filmen 27 Dresses (på dansk: 27 bryllupper) sammen med min bio-buddy Cindy. Cindy valgte og vi er begge blevet enige om at det får hun ikke lov til at gøre igen foreløbig.

Bevares. 27 bryllupper er en rigtig tøsefilm og en blanding af sødsuppe og massive klicheer, men så heller ikke mere. Jeg mener - Cindy faldt i søvn! Filmen varer 2 timer og kunne efter min mening godt have været 30 minutter kortere uden at det havde gjort noget.

Det eneste rigtigt positive ved filmen er Malin Maria Åkerman og søde, søde Katherine Heigl. ‘Nuff said.

I går stod den på Voldsom Volvo Kultnat. Imperial Bio havde åbnet sal 1 for et dejligt gensyn med Sonny Souffle Chok Show og Brødrene Bisp.

Det hele startede omkring midnat og forsatte i cirka klokken tre. I de tre timer stod den på store grin, store skulderpuder og voldsomme volvoer – og det var fantastisk.

Selvom serien er fra 1986, så viste arrangementet at humoren stadig holder den dag i dag.

Det er lidt umuligt ikke at rende rundt og nynne med ..