Allan Schmidt

Universet er åbenbart vred på mig og i dag skulle jeg straffes – hårdt.

Intromelodien starter
Det har været en af de dage hvor jeg bare burde være blevet i sengen. Eller rettere burde være gået i seng. Arbejdet krævede at jeg knoklede igennem hele natten sammen med en freelancer for at nå en deadline, som vi ikke nåede. Allerede der burde alarmklokkerne have bimlet og bamlet.

Men jeg er positiv, så forlader jeg lejligheden i godt humør. Det sner lidt udenfor men det er nu egentlig meget hyggeligt. Mest når man er indenfor i varmen under dynen, men i dag var det egentlig OK.

Universet træder ind i ringen
Arbejdsdagen var ikke så slem udover at jeg præsterede at hælde cola ned i tastaturet. Der skete ikke pokkers meget udover at det blev fedtet, men det overlevede. Det gjorde min mælk til gengæld ikke. Købt i går, alt alt for gammel i dag. Og jeg nåede at hælde den i kaffen. Suk.

Ah well, en samarbejdspartner, der kunne have været gladere, en lang arbejdsdag senere og jeg kan vende næsen hjemad. Her begynder det så virkeligt at gå galt. Det regner slud. En hel del, men det kommer jeg lige tilbage til.

Jeg tager toget hjem som jeg plejer at gøre. Normalt er det ikke noget problem, men i dag er der mange mennesker med lige i den vogn jeg er i.

Universet går direkte efter kroppen
Da de fleste lige som mig, står af ved Nørreport, så er der trængsel ved dørene. Af en eller anden grund, så fatter folk aldrig at de nok skal komme af. Masen er der ihvertfald nok af. Jeg står stille og roligt og venter, da en ældre gut pludselig træder et skridt tilbage og praktisk talt stiller sig på min ene fod – og dælme om han ikke bliver stående.

Jeg prøver at trække foden til mig, men han fatter ikke en meter, hvorefter jeg meget højt gør ham opmærksom på at det altså er min fod han står på og om han ikke kan fedte af for det er pissebelastende. Noget i den stil ihvertfald.

Klovnen flytter sig, men selvfølgelig lige at mumle et par svinere til mig og sende mig de vildeste øjne inden jeg går ud af vognen. Inden jeg kommer helt ud, ser jeg at han sætter sig ind på et af sæderne. Han skulle ikke engang af?!?

En albue i hovedet som dommeren ikke ser
Jeg ryster på hovedet og er nu ekstremt gnaven da jeg forlader Nørreport station for at købe ind i den Netto der ligger lige ved. Står og venter ved forgængerovergangen. Slud vælter ned i kaskader og jeg er egentlig træt. Faktisk lidt for træt for jeg tænker ikke helt over hvor tæt jeg står på vejbanen. Den første bil der kommer forbi, rammer den sludpyt foran mig og så er jeg pløret til i beskidt pladder. Aargh. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Nu er humøret rigtigt skidt, så på med iPod’en og så ind i Netto. Lang kø, men så har jeg da chancen for at falde lidt ned. Af en eller anden grund, så slapper jeg af når jeg står i kø i Netto – altså hvis jeg ikke har vildt travlt. Det har jeg i det mindste ikke i dag.

Lidt nyreslag og et ørebid senere
Lidt nede på jorden igen, så går jeg ud af Netto, runder hjørnet mod hjemme og mærker posen give efter. Jeg når lige akkurat ikke at gribe under før det hele falder ud på jorden. Naturligvis falder det ikke bare på jorden, men rammer en stor vandpyt som jeg var på vej udenom. Bandende og svolvende fisker jeg de forskellige varer tilbage i den ødelagte pose og når endelig hjem.

Derhjemme kigger jeg lige i spejlet og ser en drivvåd, møgbeskidt gut med snot ud af næsen og en pose med ødelagte madvarer. Kønt syn.

Sidste omgang i ringen
Efter et varmt bad kan jeg smile lidt af det hele indtil at den bærbare brænder sammen. Eller mere præcist så slukker den bare. Spontant og meget konsekvent. Intet hjælper og jeg sætter mig derfor ved den stationære for at skrive det her inden jeg går i seng. Der kan jeg da for pokker vel ikke komme ud for mere? Jeg får sikkert mareridt eller sådan noget.

og jeg bæres ud
Ses i morgen for den her dag skal bare slutte og det kan kun gå for langsomt.

Det var en sommerdag, da den lille Kris var med sin familie på udflugt. Kris’ far havde fået VIP billetter til dagens rumraketvisning. VIP-billetter er sådan nogle sorte papirbilletter med plastic om, som kun meget vigtige mennesker får. Så kan de vigtige mennesker vifte billetterne i hovedet på de ikke så vigtige mennesker, og så gør de lige, hvad man vil.

Kris var meget spændt, for han skulle ind og sidde i den store rumraket og det var noget han aldrig havde prøvet før.

Han blev ført op i toppen af rumraketten. Helt op, hvor astronauterne sidder. Det er dem der styrer raketten og sørger for, at den ikke støder sammen med et fly eller en båd.

Kris blev sat i sædet og spændt fast og han følte sig som en modig astronaut. Han sad og legede med de forskellige instrumenter og lagde slet ikke mærke til, at han nu var helt alene. Astronauten skulle nemlig tisse og kunne ikke holde sig. Han troede ikke, der ville ske noget, hvis han lige skyndte sig ud.

Kris havde det fantastisk. Han forestillede sig store rumslag, hvor han var helten, og hvor alle de onde rumvæsener var bange for ham. SWOOOSH! ZOOOM! POW! sagde han, hver gang han skød et farligt rumvæsen ned.

Pludselig blev det helt mørkt og Kris hørte døren smække bag sig. Han blev helt stille og også lidt bange. Han tog sin VIP-billet og viftede med den, mens han beordrede nogen til at tænde lyset. Men en sort VIP-billet er svær at se i mørket, og der var heller ingen til at høre Kris, så der blev ved med at være helt mørkt.

Kris hørte en rumlen i rumraketten, og den begyndte at ryste meget. Han vidste ikke helt, hvad der skete, men det larmede meget. Kris tænkte, at hvis han havde 1.000 potter og pander, som han spillede på samtidig, så ville det måske larme lige så meget.

Kris blev rystet rundt i sædet i et stykke tid, og pludselig blev han lettere. Meget lettere, for han var nemlig vægtløs. Vægtløs er, når man er så let at man ikke længere har brug for at badevægt til at veje sig.

Det var en mærkelig fornemmelse og også lidt sjovt. Kris kom fri fra sit sæde og fløj rundt i det mørke rum. Han var lidt fortvivlet, for det er ikke sjovt at flyve, når man ikke kan se noget.

Lige da han havde tænkt det, så han en lille stribe lys, som blev større. Det var et vindue, der kom til syne, og Kris kunne nu se ud af rumraketten. Lige ude for vinduet så Kris noget meget mærkeligt.

Det var et blåt væsen, der sad i noget der lignede en dyb tallerken. Lidt ligesom den Kris spiser  morgenmad af. Væsenet havde en lille tynd krop med små tynde arme og hænder, der holdt fast på et rat. Kris så, at væsenet blinkede til ham med to af sine ti øjne og smilede med store røde læber.

Kris vinkede til væsenet og det vinkede igen. Væsenet fløj hen til rumrakettens dør og trykkede på den store sorte dørklokke. DING DONG, sagde det inde i rumraketten.

Kris vidste at han ikke måtte åbne døren for fremmede. Heller ikke selvom de har 10 øjne og store røde læber. Væsenet ringede på igen. DING DONG. Og kiggede på Kris, inden det susede væk i den flyvende dybe tallerken.

Rumraketten begyndte at ryste igen, og Kris så, at Jorden kom tættere på ham. Han landede med et stort plask i noget vand og blev samlet op af astronauterne og deres venner. De havde Kris’ far og Kris’ mor med, og Kris løb hen og gav sine forældre et stort knus.

Kris’ mor havde pakket en taske med mælk og småkager, for den slags gør mødre nemlig. Kris fortalte hele historien med rystelser og astronauter og øjne. Han brugte store fagter og småkagekrummer fløj udover det hele. “Men dog, lille Kris, men dog” sagde Kris’ mor.

Det var en lang dag, og med mælk og småkager i maven bliver en lille dreng hurtig træt. Han kunne næsten ikke holde øjnene åbne, og han mærkede ikke, at hans far og mor kørte hjem og lagde ham i seng.

Den lille Kris sov hele natten og drømte om rumraketter, rumvæsener og sorte VIP billetter.

Få læst Den lille Kris og rumraketten op:

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Jeg havde brug for lidt penge. Som studerende tjener man jo ikke pokkers meget og hvis man endelig har noget godt kørende, så rammer man pludselig loftet og risikerer at skulle betale tilbage. Ufedt.

Kiggede lidt omkring på nettet og faldt over en side for en medicinalfirma. De så rimelig prof ud og ledte efter testpersoner til et eksperiment. De ville betale godt, så jeg ringede til dem og fik sat en aftale i stand.

Dukkede op tirsdagen efter den første telefonsamtale og sad lidt nervøs i venteværelset. Receptionisten havde givet mig en brochure om firmaet og den sad jeg nu og bladrede lidt fraværende i.

Jeg hørte nogen sige mit navn og da jeg kiggede op, så en ung kvinde i en hvid kittel. Hun så sgu egentlig meget godt ud. Kønt smil. Jeg gav hende hånden og hun førte mig videre ind i bygningen. Jeg fik en salgstale om bygningen og om firmaet og jeg fik fornemmelse af, at den havde hun holdt mange gange før.

Vi kom ind i et rum, hvor der sad to mænd og en kvinde. Vi hilste på hinanden, satte os og de begyndte at fortælle om projektet, som de kaldte det.

Det var en ny diætpille med naturlige ingredienser; blandt andet med planter fra regnskoven i Amazonas. De havde testet på grise og mus og havde elimineret de få bivirkninger der var. Det lød alt sammen ufarligt og de tilbød 5.000 kroner. Med de rette papirer ville det ikke påvirke min SU, så jeg var tændt.

Vi aftalte at jeg skulle komme tilbage tre uger efter og at de ville sende nogle papirer som jeg skulle underskrive inden da. Jeg gik derfra i godt humør. 5K lige ned i lommen. Sweet.

2 uger efter modtog jeg en tyk konvelut fra firmaet. Der var både en kontrakt og noget info om hvad der skulle ske. Jeg læste papirerne løst igennem, udfyldte et skema om mine madvaner og underskrev så kontrakten. Nemme penge. Sendte det hele og så var det bare om at vente.

Dagen kom og jeg tog afsted. Da jeg kom frem blev jeg ført ind i et lille lokale med en briks, et bord og en stol. Kvinden dukkede op og vi snakkede om det der nu skulle ske. De ville give mig pillen i en dosis de mente passede til min kropsvægt og -bygning og ville så lige holde mig under observation resten af dagen.

De havde sørget for mad, der matchede min normale kost. Gratis mad? Fint med mig. Bare ærgeligt at man ikke havde skrevet hummer i skemaet. Resten af dagen gik med prøver og den slags. Kedeligt stof. Godt at jeg havde taget min iPod og en bog med.

Den følgende uge gik fint. Jeg skulle bare spise det samme som altid og så lige snuppe en pille morgen og en om aftenen. Da jeg kom til kontrol tog de blodprøver og mens vi ventede på resultatet, så fik jeg af vide at de havde ændret en smule på opskriften, så fremover ville jeg få noget nyt. Fint med mig. Jeg skulle så lige have en indsprøjtning den dag og ugen efter og så ville de fortsætte med de nye piller.

Da jeg kom hjem havde jeg det ikke godt. Jeg gik direkte ud og kastede op og lå i sengen resten af dagen. Jeg havde måske følt mig lidt sløj om morgenen og det kunne bare være den influencavirus alle havde. Det kunne ihvertfald ikke være medicinen for den slags er jo ikke skadeligt.

Jeg fik det ikke meget bedre resten af ugen og måtte blive hjemme fra studiet. Ugen efter tog jeg noget mut afsted. De kunne se på mig at jeg ikke havde det godt og jeg blev undersøgt grundigt.

Ingen problemer var svaret. Det var bare min krop, der reagerede på de sunde stoffer i medicinen. Det ville gå over. OK. Ikke helt så sikker denne gang, men de vidste vel hvad de lavede. Endnu en indsprøjtning.

Jeg nåede ikke engang hjem før jeg vidste at det var helt galt. Jeg knækkede mig 3 gange på 1 time. Ikke godt. Da jeg kom hjem ringede jeg til min mor, som ville komme forbi med det samme. Hun nåede lige at smide en “jeg sagde det jo” i hovedet på mig. Typisk.

Mens jeg ventede på hende, så skiftevis svedte og frøs jeg, kastede op og havde vist også feber. Jeg havde det rigtigt skidt. Jeg vidste ikke helt hvor lang tid, der gik før mor kom, men hun kom lige ind, kiggede på mig og ringede så efter en ambulance.

Da den kom, var jeg helt væk. Jeg var reelt i koma, har lægerne senere fortalt mig. Jeg blev indlagt og lægerne gik igang med at undersøge hvad der var galt. De fandt en masse stoffer i min krop i mængder som var langt over det tilladte. Jeg kunne dø, sagde de.

Lige nu ligger jeg så på hospitalet og tænker. Tænker over de sølle 5.000 kroner, der fik mig til at eksperimentere med min krop. Tænker over den kontrakt som jeg skulle have læst bedre igennem. Tænker over det firma, som går fri fordi jeg var for sløset. Tænker over de 50% chance jeg har for at overleve.

Hovedpinen er ikke til at komme udenom. Smerten dunker hårdt og dybt og jeg er ved at kaste op. Er ikke helt sikker på hvad der skete før det hele blev mørkt for jeg husker ingenting. Jeg prøver uden held at holde kroppen helt i ro, så kvalmen ikke overvinder mig. Det hele drejer rundt og alt bliver sort.

Jeg genvinder langsomt bevidstheden, mens ukendte lyde sniger sig ind på mig. Jeg genkender ingen af dem og begynder at blive bange. Hvor er jeg henne? Hvad skete der? Da jeg åbner øjnene er alt gråt. Det er som om jeg har et stykke stof eller en pose trukket henover hovedet og jeg begynder at skrige.

Jeg vrider mig, kaster mig fra side til side men lige lidt hjælper det. Jeg kan ikke bevæge mig. Det er som om jeg enten er bundet meget stramt eller også er jeg mast inde i et meget lille lokale. Måske en ligpose eller en kiste. Tanken gør mig panisk og jeg skriger endnu højere om hjælp, men intet sker. Kort efter besvimer jeg igen.

Da jeg vågner op er det lysere. Stoffet er der stadig, men det er som om der er lys der trænger igennem. Jeg råber om hjælp, men min stemme knækker over og jeg opdager, hvor svag jeg egentlig føler mig.

Jeg ved ikke hvor længe jeg har været indespærret, men sulten og tørsten er ikke til at tage fejl af. Jeg forsøger forgæves at presse mod stoffet men det er for stærkt. Jeg er fanget.

De næste dage går med at sove, være vågen, besvime, græde, prøve på at slippe fri og jeg mister hurtigt al tidsfornemmelse. Jeg kunne have været spærret inde i ugevis og jeg ville ikke vide det. Kun lyset der kommer og går giver mig en ide eller også er det min hjerne, der spiller puds.

Mine ben gør ondt og jeg vrider mig i smerte. Vent lidt. Gav stoffet sig? Maser febrilsk på og et kort øjeblik føler jeg fremgang, men nej. Jeg må give op.

Jeg får et chok da jeg mærker at stoffet bliver vådt? Jeg spørger hæst om der er nogen. Da jeg ikke får noget svar forsøger jeg at suge så meget vædske som muligt uden tanke for hvad det kan være. Det er vand og jeg håber at der i det mindste er nogen, der holder øje med mig. Nogen der passer på mig og bekymrer sig om mig. Jeg begynder at græde og tigge om hjælp men stadig intet svar.

Hele min krop smerter og jeg er bange for hvad der skal ske med mig. Jeg har gentagne gange forsøgt at rive stoffet i stykket, men jeg har været for svag. Jeg har efterhånden erkendt at jeg kommer til at dø her. Ingen kommer til min undsætning.

I desperation skriger jeg højt og kaster mig mod stoffet, som giver efter. Jeg hører en sønderrivende lyd og pludselig ser jeg en smal stribe lys. Stoffet giver efter!

Jeg tør næsten tro på det, men begynder at rive og flå og kan se at det hjælper. Langsomt men sikkert laver jeg en åbning der bliver større og større for hvert minut der går. Lyset blænder mig men giver mig også ekstra kræfter og pludselig er min overkrop ude.

Jeg hiver mig op og mærker smerten i benene. Hængende halvt ude af hvad der viser sig at være en pose af en slags stopper jeg for at samle kræfter. Jeg mærker hvordan blodet suser ud i mine lemmer, der ikke har været brugt længe.

Jeg føler mig i live og maser mig helt ud af posen. Endelig. Jeg er udenfor. Det er varmt og en kølig brise føles fantastisk mod mit ansigt.

Omtåget passerer jeg en gammel mand og en lille pige. Jeg hører hende sige: “Se farfar, en sommerfugl” inden jeg flyver videre ud i verden.

Grillbowling er et spøjst ord.

Straks dukker billeder op af grillede kyllinger, der kastes ned af bowlingbanen mod keglerne. Man ser kyllingen suse ned af banen, mens den efterlader små rester af skind og fedt hele vejen.

Klarer den at have momentum nok hele vejen eller skal den uheldige spiller vade den pinlige vej langs banen for at samle det sølle fjerkræ op? Med nok kraft lykkes det kan få den hele vejen ned og rent faktisk skræmme mere end bare en kegle.

Spændingen stiger stille og rolig til klimaks, hvor kyllingen transporteres via retursystemet, hvorefter jubelen ingen ende vil tage.

Tilbage i hænderne på den stolte spiller er overvejelserne store. Skal han tage det næste skud, skal han ofre et par vigtige minutter i pudsemaskinen eller skal han forbi stegefedtet?

Hans hold er nervøse for netop stegefedt kan klassificeres som doping af kyllingen og så er mesterskabet helt sikkert forbi. De dækker for deres suspekte tiltag ved at smaske højt, danse svensk polka og pege alle andre steder hen end mod stegefedtet.

Dommeren ser det tydeligvis ikke og holdet er lettet.

Enkelte medlemmer af publikum har gennemskuet farcen og hvisler faretruende. Holdet ignorerer dette tydelig signal for foragt og kæmper sig op til førstepladsen med kun en fjer ned til de tabende hold.

Endnu en spændende aften er gået og vi har oplevet grillbowling på meget højt plan. Vi stiller nu tilbage til virkeligheden.