Arkiv for kategorien ‘Humørhippien’

God massage i København

tirsdag, 8. februar 2011
Del på Facebook

Jeg har tillagt mig den lille livssnydervane, at jeg bliver masseret cirka en gang om måneden. Stedet er Mens Room og der har jeg været fast kunde i mange år. Jeg er kommet frem til at den optimale kombination er fem kvarters ryg-, ansigts- og håndmassage. Så kan det ikke gøres meget bedre.

Normalt er det lille søde Laura, der masserer mig. Hun trykker ikke voldsomt hårdt, så det er mere en nussende massage – enormt afslappende. Oveni giver hun så en killer ansigtsmassage. Jeg har endnu ikke forladt Mens Room uden et meget stort smil og godt humør.

Laura var syg i lørdags og Maja tog over. I modsætning til Laura, tager Maja mere fat og jeg blev masseret godt og grundigt igennem. Stadig rigtig dejligt. Til gengæld var ansigtsmassagen meget forsigtig. Næsten for forsigtig.

Jeg er også nødt til at nævne Malou fra Green Flow. Jeg har kun besøgt hende en gang, men holy crap! Den kvinde har fingerkræfter. Jeg har aldrig nogen sinde oplevet at blive masseret så grundigt igennem. Jeg mærkede smerter i muskler og områder, jeg ikke troede var muligt – på den gode måde.

I modsætning til Mens Room masserer Malou både mænd og kvinder og det er noget min kæreste nyder godt af. Hun har nemlig haft slemme rygsmerter i mange år og jeg har ikke været dygtig nok til at afhjælpe. Efter hun fandt Malou er problemet næsten ophørt. Fantastisk.

Så. Kort opsummeret:
Laura, Mens Room, kun mænd: Nussende massage, fantastisk ansigtsmassage
Maja, Mens Room, kun mænd: God massage, spøjs ansigtsmassage
Malou, Green Flow, mænd og kvinder: Du finder ikke en, der trænger bedre ned

Hvad får dig til at grine?

søndag, 30. januar 2011
Del på Facebook

Hvad kan få dig til at grine højt eller fnise ukontrolleret?

Hos mig er det for eksempel Who’s Line Is It Anyway? med Drew Carey som vært, Big Bang Theory eller Damn You Auto Correct. Det er god humor.

Hvad rammer dine lattermuskler?


Her er det Who’s Line Is It Anyway?

Lindy hop og musicality

mandag, 24. januar 2011
Del på Facebook

I dag blev vi prøvet i vores swingende lektier, som vi fik for i sidste uges temahold i lindy hop: Musicality.

Jeg har hørt Tommy Dorsey’s version af Swingin’ On Nothin’ til hudløshed. Hudløshed svarer til 50+ gange den sidste uges tid og alligevel havde jeg ikke hørt noget klaverstykke, der hvor læreren mente der var et. Efter ekstra lytten kunne jeg godt høre det, men holy crap, det var godt gemt.

Vi fik igen lov til at lege med trinene til forskellig musikgenrer som ligger langt fra swingmusikken og det er sjovt. Meget sjovt endda.

Denne gang gik lærerne videre og delte os op i grupper, så vi kunne lege og improvisere gruppevis. Vi skulle med andre ord finde på lidt trin, der passede til ugens uungåelige: Swingin’ On Nothing.

Så beordret, så gjort, så Allan rød i hovedet. Vi skulle nemlig ikke kun finde på trinene. De skulle også vises frem. Da det blev min og dansepartners tur gik det op for os, at jeg åbenbart havde danset os frem til en variation, som var ret raffineret, hvis jeg må citere lærerne. Skamros er dejligt, men jeg bliver altid lidt flov og det giver røde ører.

Anyway. Jeg glæder mig til næste mandag for at se hvad lærerne Jesper og Merethe har fundet på af nye finurligheder til os. Musicality er nemlig svært at fortælle om. Det skal prøves af og mest af alt føles. Og det er svært. Meget svært endda.

Et skridt af gangen.

Jeg byder på lidt at drikke og en bog

søndag, 23. januar 2011
Del på Facebook

På søndag d. 30. januar sidder jeg på Baresso ved Nørreport fra 15:30 – 17:30. Jeg byder på en kop “hvad du nu er til” til den første læser, der dukker op. Dukker der flere mennesker op, giver nummer to en kop “hvad nummer tre er til” til nummer tre og så videre.

Ren hygge som foregår til vi ikke gider mere og så går vi bare hvert til sit igen.

Som en bonus tager jeg en tilfældig bog med som jeg giver sammen med “hvad du nu er til”. Eneste kriterie er at du giver den videre, når du har læst den.

nemlig.com er skidesmart

tirsdag, 18. januar 2011
Del på Facebook

nemlig.com - billede, online, dagligvarerJa, ok. Det her indlæg er indædt reklame, men jeg har i dag taget imod varer fra nemlig.com. I min hoveddør. I strømpesokker. Efter en online bestilling. Uden at stå i kø. Det er eddermame nemt.

nemlig.com er dagligvarer, du bestiller online og som bliver bragt ud mellem 08:00 – 21:00. Fidusen er at du – i modsætning til så mange andre firmaer – selv bestemmer tidsrummet indenfor en time. Det er smart.

Kæresten sidder stille og roligt at lægger varer i indkøbskurven, tjekker tilbud uden at skulle spæne rundt i butikken eller rode med reklamer og så slipper vi for at stå i kø. Og er hun ekstra doven, så kan hun genbruge indkøbslisten fra sidste gang. Nå ja. Køber vi sodavand, så tager nemlig.com de tomme flasker med igen, næste gang de dukker op.

Jeg har ellers altid været meget tilbageholdene med indkøb af dagligvarer på nettet. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men nettorvet.dk og de andre, der har forsøgt har bare aldrig ringet en klokke. Det virkede bare ikke rigtigt. Aarstiderne.dk er blevet brugt oftere, men jeg synes kvaliteten har været dalende, så de blev også droppet.

Igennem et par måneder har en kollega skamrost nemlig.com og han er ellers ikke så nem at imponere. Jeg var stadig forsigtig, men jeg var nok solgt til at nævne det for min egen kæreste, efter kollegaen overbeviste fire kollegaer mere om fortræffelighederne (som derefter skamroste konceptet lige så meget). Kæresten var tilbageholdende (det er vi åbenbart), men prøvede alligevel efter at jeg havde nævnt butikken nok gange.

Og i dag kom vores tredje levering. Den var 13 minutter forsinket, men chaufføren undskyldte mange gange og butikken havde smidt en lille gave med. Det sidste var ikke fordi leveringen kom for sent, men bare fordi, at sådan gør de jævnligt.

I dag er over halvdelen af afdelingen med på nemlig.com bølgen og levering med et smil – selv på 5. sal – og vi elsker det. nemlig.com vinder på mund til mund metoden og et nærmere bekendtskab.

Jeg snakkede med min chef om det i dag og hun havde været tilsvarende forsigtig inden første bestilling. Hun er typen, der dobbelttjekker frugter og er meget forsigtig med kødvarer. Derfor havde hun aldrig kastet sig over online køb af dagligvarer. Rosen fra kollega gjorde udslaget og hun tog chancen. I dag er hun også mere end tilfreds med alle varerne inklusiv frugt, grønt og kødet, der endda kommer direkte fra slagteren.

Fabelagtigt.

(mens jeg skriver det her er der et indslag på Lorry om netop online dagligvarebutikker – heriblandt nemlig.com)

Swingende lektier

tirsdag, 18. januar 2011
Del på Facebook

Jeg danser lindy hop en gang om ugen og sæsonen er lige startet op efter julen.

Jeg deltager på en temahold, der tager forskellige områder i dansenop og går mere i dybden med dem. Denne gang er det musicality, som er forståelsen for musikken og evnen til at bruge musikken til at styre dansetrinene. Det er mere end almindeligt svært, men god spas.

Sørme om vi ikke fik lektier for. Det har jeg nu alligevel aldrig prøvet til dans før, men underviser-Jesper er en hård nyser. Ok, så mere flink end hård.

Ugens opgave går på at lytte ekstra godt til, lære og forstå Swinging on Nothing, her med Louis Armstrong. Det er den gode slags lektier.

Jeg glæder mig til at synge for min søn

tirsdag, 11. januar 2011
Del på Facebook

Jeg glæder mig til kunne synge “Du er min øjesten” for min lille søn, når han engang kommer til verden. Min far sang den for mig, da jeg var lille og sangen har altid betydet noget helt specielt for mig.

Jeg kan ganske vist kun omkvædet i dag, men jeg har god tid til at lære fra start til slut inden april.

Når jeg alligevel skal til at øve en masse børnesange, så kan jeg lige så godt tage farmand-sangen og øve Four Jacks Mandalay. Så kan kvartetten blive en kvintet og det er der alligevel noget hyggeligt over. Ganske forkert i forhold til Four Jacks, men så er vi bare en bedre.

Hvilken sang er din sang og hvorfor?