Jeg tilføjede helt naturligt min mor under mine spæde forsøg på familiens stamtræ på www.geni.com. Hun så lyset, tog teten og gik selv i gang med at opdatere. Holy crap!

Min onkel lå nemlig inde med et familietræ fra min morfars side og vi snakker åbenbart fem store tætskrevne sider med gotisk skrift og jeg skal give dig. Masser af info om den del af familien helt tilbage til omkring 1650, så det er ved at blive tastet ind.

Indtil videre er min mor nået et godt stykke af vejen. Udover hendes arbejde er der allerede blevet koblet flere andre træer sammen med mit, så det er vokset voldsomt på de små 10 dage, det har eksisteret. Helt fantastisk og det stopper ikke der. Der mangler stadig en masse.

Du kan se det opdaterede Schmidt stamtræ her.

Så lykkedes det (med geni.com i baghånden) at få opdateret familiens stamtræ med de umiddelbare datoer, som min fars eget stamtræ indeholdt og hvad min mor har tilføjet. Jeg skal have flere familiemedlemmer ind og fylde data på, men det er en start.

Jeg fandt endda en gren af familien, som har deres eget stamtræ kørende på geni.com, så dem har jeg skrevet til og spurgt om vi skal flette træer. Jeg har ikke hørt om dem før, men det skal vel ikke skille os ad.

Det bekymrende er nu, hvor tydeligt det er, at jeg reelt ved meget lidt om min familie og endnu værre, det faktum at jeg ikke længere kan huske, hvornår min far døde. Jeg aner det simpelthen ikke. Skræmmende, men det kan jeg i det mindste rette op på.

Hvis du vil kigge med, så kan du se familien Schmidts stamtræ her.

Så dukkede fars stamtræ op og jeg må indrømme, at det ikke helt er så imponerende, som først antaget. Det går tilbage til min tiptipoldefar, hvilket svarer til noget i stil med 1857. Det er stadig meget spændende at se navne og datoer, men ikke nær så omfattende, som jeg huskede.

Til gengæld var der gamle billeder af min farfar, som jeg aldrig havde set før og det gav point i hjerteregionen.

Ikke desto mindre må stamtræet gøres digitalt og eventuelt kombineres med kærestens farfars stamtræ. Han higede og søgte lidt mere og nåede tilbage til en 1600-1700 tallet. Imponerende.

Kender du nogen gode online stamtræ-hjemmesider?

Et af de indlæg, der er svære at skrive. Jeg må indrømme, tankerne ofte drev andre steder hen og at mere end én tåre trillede.

Jeg har nemlig modtaget kasser med ting fra min far. Ting, som min stedmor mente skulle videre til min søster og jeg. Der var fire kasser i alt og jeg har lige skimmet dem igennem.

Udover to kasser med stel (tallerkener med mere) var der tegninger og lerting fra da min søster og jeg var børn. Det er åbenbart naturbestemt at forældre død og pine skal belemres med ungernes kunstnerier. Der var også billeder fra min og søsters ungdom, men mere interessant også fra min fars. De billeder skal jeg bestemt kigge meget nærmere på.

Til allersidst fik jeg et ur. Et lommeur i guld fra min oldefar, som er gået i arv i familien og som jeg skulle overtage efter min far. I mange år troede vi at det var forsvundet, men det dukkede altså op, da det gjaldt. Det betyder meget for mig.

Det eneste jeg endnu ikke har fundet er et stamtræ, som min far brugte meget lang tid på at lave og som han var meget stolt af. Udover lommeuret og billederne er stamtræet det, jeg håbede, jeg en dag ville arve. Jeg krydser fingre for at det er i en af kasserne.

Resten overtog min stedmor og det er som det skal være. Hun var min fars lys til det sidste og han ville ikke have det anderledes.

Fire kasser og en masse minder.

Hvad mon jeg selv efterlader, når det en dag bliver min tur?

Ak ja. Jeg husker stadig svagt dengang fredagens føjterier begyndte på stamværtshuset Slap á inden skolen officielt var stoppet og fortsatte til den lyse morgen.

I dag er min fredag gået med at:

• glæde mig over, det nye STORE skab i kontoret er kommet på plads. Det var den sidste store ting til lejligheden
• få gemt al netværkdimserne ind i det nye STORE skab og få netværksdimser til at virke igen
• putte på sofaen med kæresten og et par afsnit af serien Chuck, som er overraskende hyggelig og underholdende
• indtage al for megen slik på sofaen og opnå sure opstød og oppustethed efter for megen slik – bonus
• mærke efter Splint, der efter kærestens udsagn “sparker helt vildt nu”, men stopper lige så snart jeg laver håndspålæggelse (han har tydeligvis respekt for papa. Det må kunne bruges til noget)
• gabe stort inden klokken er 22:00 og tænke på om det snart er sengetid
• skrive det her blogindlæg og rode med CSS (som jeg ikke fatter en meter af, men alligevel fik til at gøre som jeg ville)

Det er lidt morfarsagtig.

Næste fredag står den på kick off med firmaet for vi starter nyt stort projekt. Det skal fejres med det traditionelle opstart, info og den slags om dagen og så slår webafdelingen sig løs om aftenen. Mit gæt er to øl og så sidder jeg i et hjørne og sovesavler. Jo, morfar her ved hvordan der festes igennem.

Mit nye STORE skab, som har formindsket kontoret ganske betragteligt

Og som rosinen i pølseenden et billede, som jeg smilede stort af. Nørdhumor på højt plan. Lige min stil.

Morfar siger godnat og god weekend.

Jeg besluttede at deltage i give mig selv en ny udfordring i 2011: Udfordring: Et nyt blogindlæg hver dag i 2011!, men jeg fik ikke skrevet noget i går. Gisp! Jeg tænker, at hvis jeg nu skriver to i dag, er jeg stadig med, så det må jeg hellere.

Hvis du ikke siger noget til nogen, så gør jeg heller ikke.

Dagens playliste er Melodi Grand Prix melodier på Grooveshark. De gamle klassikere flyder ud af hørebøfferne, mens jeg tænker over weekendens aktiviteter: Lindy hop, date night med kæresten og en masse foreningsfnidder. Det sidste skal jeg nok skrive mere om senere, men vi er i orkanens øje. Der er nogenlunde ro på lige nu, men det tager stadig tid. Suk.

Når det er skrevet, så hopper jeg med det samme over i den mere useriøse afdeling. Hvordan fortæller man befolkningen, hvad god kotume er i et færdselsuheld? Tjah. Kvinder i undertøj. Det må da virke. Så tænkt, så gjort.

Jeg har en masse gode ideer – nogen a la GoMINIsite – andre mere simple, men jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Det vil sige, det ved jeg godt, men jeg vil det hele på én gang og det er jo lidt fjollet.

Jeg er ikke alene i flere af projekterne, så det skaber en konstant dårlig samvittighed overfor samarbejdspartnerne og irritation over mig selv og det er heller ikke den bedste eller mest positive tilstand at rende rundt i.

Som den politiske kandestøber drøner mine tanker og intentioner rundt og jeg har svært ved at fokusere på den enkelte opgave. Så i stedet ender jeg med at forberede en masse, indsamle mere viden, overspringe endnu mere og fejle på selve udførslen og det er jo lidt fjollet.

Jeg ved endda også hvad jeg bør gøre, så hvorfor kommer jeg ikke videre? Det er dagens spørgsmål.

Svaret er i virkeligheden også nemt:

• Tag en ting af gangen
• Fokusér
• Beskriv
• Planlæg (læg opgaven i kalender)
• Udfør (arbejd bare en time af gangen, hvis der ikke er tid til mere. Det er bedre end ingenting)

Der er flere punkter, men det er teorien. Praksis er en del sværere, men jeg kan starte med at tage en ting af gangen, afsætte tiden og fokusere. Så må jeg måske bede om hjælp, hvis det også fejler.

Det bør jo ikke være så svært og at gøre det for kompliceret uden grund er jo lidt fjollet.

Hvad skal baby hedde, når den kommer ud? Lige nu kender vi godt nok ikke engang kønnet, men derfor kan man godt tænke navne alligevel og det gør vi så.

Vi har vendt en masse navne, men i virkeligheden er det mest navne vi ikke kan lide, der kommer på banen. Det er ikke nemt, men vi ender nok med at vælge det rigtige alligevel i sidste ende.

En af kærestens kollegaer foreslog Finn Holger. Den skulle lige rundt et par gange inden jeg fangede den

Ak ja. Så gik der tid igen.

Mens jeg sidder en fredag aften og lytter til Ace of Base: The Sign og drikker et dejligt glas Ron Zapaca rom, tænker jeg at det er længe siden, jeg skrev herinde. April 2010. Længe siden og alligevel er tiden fløjet.

Jeg startede min blog for at blive bedre til at skrive. Ikke kun bedre, men også hurtigere og mere flydende. Et halvt år gør ikke underværker ved evnerne kan jeg desværre afsløre. Det gik op for mig, da jeg skulle skrive indlæg på en anden hjemmeside.

Skriveblokade. Bum!

Det går ikke, så jeg må i gang igen og den nemmeste måde er at samle op på den støvede blog. Ikke Twitter for hvem skriveblokerer på 140 simple tegn? Eller Facebook som er så uforpligtende? Nej. Den gode gamle blog.

Hvad er der så sket siden sidst?

Jeg var til min fars askenedsænkning.
Min far ønskede at hans aske blev spredt i Aabenraa Fjord og det ønske opfyldte vi selvfølgelig. Meget mærkeligt at se urnen synke ned mod mørket og erkende at min far evigt er væk. Jeg går i stå ved tasterne og tårerne presser sig på, mens jeg skriver det her. Alt for ung forsvandt han. En stærk mand tabte til et hjerteanfald fordi han ignorerede symptomerne. Min morfar gjorde det samme. Jeg håber at jeg vil reagere, hvis jeg oplever tegn på hjerteanfald og ikke blot trække på skuldrene fordi den slags ikke sker for mig. To vigtige mænd forsvandt fra mit liv, men jeg kan kun lære af dem og tage næste dag med.

- Lejligheden er næsten færdig. Alt er lækkert, nyt og jeg er næsten løbet tør for gadgetsideer. Meget sørgeligt. Kun kontoret mangler detaljer.
- Jeg fortsætter med lindyhoppen og danseglæden er lige så stor som første gang.
- Jeg har tilmeldt mig en begynderworkshop i Balboa, som er en anden fantastisk swingdans.
- Jeg har været i USA med buddy Peter. Han skrev en række rejsebreve – brilliante som altid. Første rejsebrev her.
- Jeg har fået massage en masse hos lille søde Laura hos Mens Room. Ren nydelse.
- Jeg fik løbet min første DHL på omkring 23:50 – og senere løbet 16 km. på en gang (omkring søerne).
- Bio-buddy Cindy blev gift og er ikke længere frk., men fru Bio-buddy. Det kræver lidt tilvænning.

Jeg skal være far for første gang

Lidt vildt. Faktisk ret meget. Jeg har længe ønsket en lille prins eller prinsesse (ok, mest prinsesse, men uanset hvad er det fantastisk) og nu sker det. Torsdag d. 9. december kender vi måske endda kønnet. Damn. Svært at forhold sig til, men da jeg så billederne til scanning af den der lille alienting og senere hørte hjerteslag og nå ja, ser kærestens mave vokse stille og roligt, så er den god nok. Der er en mini-mig på vej. Kæresten er sat til 19. april og det er lige om hjørnet.

Awesome.

Jeg kan ikke love at der kommer flere indlæg i lind strøm men jeg kan forsøge. Dette indlæg gik ok. Der var et meget svært emne, men resten gled pænt. Lige nu flyder Groovin’ med The Rascals ud af SONOS S5‘eren, hvilket er meget passende og verden er generelt et godt sted at være.

God weekend.

og i dette tilfælde er det min, der bliver misbrugt.

Efter at Peter erklærede sin blog død, måtte jeg tage et kig på min. Den havde fået et skud for panden, hvis den var en hest i det vilde vest. Der har ikke været aktivitet siden 11. april 2009. Sørgeligt syn. Det skal være slut nu.

Hvordan kommer jeg videre? Jeg kan starte med kort at opsummere hvad der (blandt andet) er sket siden sidste indlæg.

• Jeg købte to iphones. Jeg har mistet to iphones.
• Jeg startede på lindyhop og jeg har lært The Shim Sham.
• Jeg afsluttede ombygning, part 1 med Frida Frank.
• Jeg fyldte 36 år og blev dermed meget gamlere end før.
• Jeg kastede mig frygtløst over ombygning, part 2 (nye gulve, paneler, døre, maling af alt - 6 uger. Boom!)
• Jeg startede virksomhed op, holdt pause med virksomhed og er ved at være klar igen til fuld action.
• Jeg opdagede, at familielejligheden i Warszawa er god til korte ferier.
• Jeg skiftede bank.
• Jeg så en masse film og læste knap så mange bøger.
• Jeg genopdagede Grooveshark.
• Jeg købte Star Trek Online.
• Jeg tilmeldte mig Lego: Universe (beta), men er endnu ikke godkendt.
• Jeg købte det første møbel til den “nye” lejlighed – en skænk (hvid) og mangler nu blot sofabord, sofa, kontor ….
• Jeg prøvede at have langt grønt hår.

Jeg mistede to af de vigtigste mænd i mit liv indenfor samme måned: Min far og min morfar. Efteråret 2009 var grim for min familie. Min verden blev mindre og vil aldrig være den samme igen. Det er hårdt.

Min blog er genopstået fra de tilsyneladende døde og nu må hjernen sørge for at holde den velfodret.