Arkiv for kategorien ‘Privat’

Svært afslappende

fredag, 9. januar 2009
Del på Facebook

Ah. Det er nu rart.

Jeg har lige spist en god japansk inspireret aftensmad og sidder nu og nyder en kølig hvidvin foran computeren. Om lidt lægger jeg mig ind under dynen og slapper til en serie. Det skal man absolut ikke kimse af.

I morgen vil jeg starte hårdt ud med at tage til tandlægen klokken halv ni. Alt alt for tidligt, men de havde lukket de første par gange jeg forsøgte at rykke tiden til noget mere humant og så glemte jeg det.

Resultatet er, at jeg skal op klokken 7:00 en lørdag morgen, hvor jeg trodser mørke og kulde for frivilligt at åbne munden for at en fremmed kvinde kan rode med fingre og instrumenter og bagefter betaler jeg endda gladeligt for det. Ja ja, hver sin smag.

I dag står den på ro og orden og det er ganske vist.

Energiselskabet Modstrøm

fredag, 2. januar 2009
Del på Facebook

Jeg undersøgte energiselskabet Modstrøm for de lovede en sikker rabat på 5% på elregningen. Det løfte holder ikke helt.

(mere…)

65 skildpadder måtte lade livet

lørdag, 27. december 2008
Del på Facebook

Gennem den sidste uges tid har jeg personligt set 65 velvoksne skildpadder forsvinde fra Jordens overflade og jeg nød det. Er det mærkeligt?

Jeg indrømmer, at det ikke er nogen sjælden race, men jeg fandt det stadig fabelagtigt, når skjoldet knækkede gang på gang på gang.

Jeg taler naturligvis om Toms kæmpeskildpadder. Kæresten fik en kasse med 65 chokoladeskildpadder som en del af hendes firmajulegave. Det er nu 8 dage siden og jeg har lige gnasket mig igennem den sidste.

Hun beregnede sig frem til 8.370 kcal, 324 g fedt, 1,1 kg sukker og så lidt mystisk materiale op til de 1,8 kg, som den samlede mængde skildpadder vejer. Det er ret megen skildpadde.

Desværre ved jeg, at jeg skal cykle 45 kilometer for at forbrænde 1.000 kcal, så der skal tilbagelægges 360 km før padderne er forbrændt.

65 skildpadder og fornøjelse af at gumle dem alle er hvert eneste pedaltramp værd.

Glædelig jul 2008

søndag, 21. december 2008
Del på Facebook

Et ønske om en fantastisk jul og spørgsmålet: Er det OK at træde udenfor det traditionelle juleræs eller er jeg asocial og mærkelig?

Kæresten og jeg – eller nok mest mig – besluttede os for at stå af juleræset i år. Det vil sige ingen gaver. Det er noget jeg har forsøgt at indføre de sidste mange år i min familie, men det er svært for det er en så indgroet tradition i Danmark.

Jeg synes, at gaveræset har nået hysteriske højder og er en af grundene til at mange mennesker ræser november og december måned igennem.

Pludselig er det mere brok og stress end fornøjelse. Gaverne skal være store og perfekte. Maden skal være stor og perfekt. Alt skal være stort og perfekt og så står jeg af.

I min verden er julen børnenes tid. I min familie er vi løbet tør for børn under 18 år for længe siden. Derfor bør vi ikke give gaver , hvis du spørger mig. Når der igen kommer børn i familien, så kan vi snakke om gaver – til børnene.

Familien holder den store traditionelle jul d. 24., men uden os. I stedet mødes vi over noget god mad og hygge en anden dag. Det er lidt skidt hvis en bestemt dato skal bestemme hvornår vi skal være gode ved hinanden. Det bør være hele året rundt.

Derfor holder kæresten og jeg juleaften for os selv. Det bliver hygge, god mad, ild i pejsen og et glas vin eller tre. Måske bliver det også til en gåtur i det københavnske.

Hvordan holder du jul?

Jeg ønsker dig og dine kære en rigtig glædelig jul uanset  om du tager den traditionelle stil, rejser på ferie eller noget helt tredje.

10 år med den samme kvinde

lørdag, 6. december 2008
Del på Facebook

I går har jeg og kæresten været sammen i 10 år.

Tænk engang. 10 år er ret lang tid, men vi har det jo godt. Selvfølgelig er der både op- og nedture, men uden den slags ville der jo ikke være nogen passion i forholdet og så er det hele lidt ligegyldigt.

Vi fejrede dagen med god sushi og filmen Body of Lies. Nogen vil måske kalde det kedeligt, men vi har aldrig gjort noget stort ud af den slags datoer. Det er vigtigere at passe hinanden i det daglige.

Da vi alligevel ville ud og spise, så kunne vi ligeså godt lægge det på 10 årsdagen. Det er lidt hyggeligt alligevel.

Det var de første 10 år. Så kan vi tage fat på de næste 10 og det skal nok blive godt.

Jørn Ege

søndag, 2. november 2008
Del på Facebook

Så var det tid til Halloween igen og denne gang skulle det ikke være Hitman – klon 48. Afdelingens festaber inviterede til udklædningsfest og temaet var gys og gru.

De fleste snakkede om vampyrer og hekse, men det er næsten for nemt. Så jeg gik i tænkeboks. Først tænkte jeg vampyr-Holger, men det virkede ikke rigtigt.

Så dukkede en voksen version af Ole Lukøje op. Det er lidt skræmmende at have en voksen mand til at rende rundt i pyjamas og få alle de små drenge og piger til at sove med hans “magiske” rohypnol.

Jeg endte med penislægen Jørn Ege for han er nemlig rigtigt skræmmende.

Halloween2008

66 Photos

Jeg lever endnu

tirsdag, 14. oktober 2008
Del på Facebook

Jo jo, det kommer i bølger. Ikke at jeg lever, men skrivningen på bloggen.

I den sidste periode har der været så mange ting udenom, at det har påvirket lysten og tiden til at skrive. Det kaldes vist det virkelige liv og den slags skal også passes. Ellers bliver man olm og det skulle være skidt.

Jeg skal nok indhente alt det forsømte. I dag sidder jeg og venter på en gut, der skal udskifte vores varmemålere, så der er tid til at give en kort opsummering af hvad der er sket siden sidste indlæg:

  • Jeg har læst tre bøger
  • Jeg har set en film
  • Jeg er begyndt at fjerne maling i kontoret med en varmeblæser
  • Jeg har brændt mig utallige gange på en varmeblæser
  • Jeg har opdaget, at abonneringslinket til blindcast ikke virker
  • Jeg er begyndt at løbe igen-igen
  • Arbejdet går fino
  • Privaten går fino

Det var sådan cirka mit liv siden 23. september. Gad vide om jeg burde lave sådan en liste hver måned og se om jeg udnytter tiden ordentligt? Det ser ikke ud af meget, men jeg har det jo godt.

Jeg er her. Du er der. Hvis du er nysgerrig, så spørger du bare. Det kunne jo være at jeg svarede.