Projektledelse for begyndere – en simpel tilgang til projektledelse.
Del 1: Hold dine interessenter informeret.
Som projektleder har jeg prøvet at køre et projekt og pludselig stå overfor en chef eller anden højt placeret person, der undrende stiller spørgsmål. Spørgsmål om stil, indhold, design eller retning på projektet.
Normalt er det ikke så farligt for nysgerrighed er bare et tegn på interesse og det er kun en god ting.
Stilles spørgsmålene grundet uvidenhed og usikkerhed, så er der noget meget galt. Du risikerer at projektet stoppes og i værste fald startes forfra for “det var ikke hvad man forventede”.
Hvad gik der galt?
Det er faktisk ikke så svært at forhindre, hvis du sørger for at have følgende på plads:
Find alle interessenter
Start med at finde alle de personer, som kan have en interesse i dit projekt og saml dem i en liste.
Interessede kan være alt fra dem, der reelt skal udvikle projektet til en chef, som bare gerne vil vide hvad det går ud på. Hvis du tror at en person kan have den mindste interesse for dit projekt, så skal de på listen.
RACI
Listen kan for eksempel være opbygget efter en simpel version af RACI modellen.
R: Ressource (engelsk: Responsible)
Den eller de personer der skal lave arbejdet i opgaven. Det kan være en designer, en programmør eller tilsvarende.
A: Ansvarlig (engelsk: Accountable)
Den person der er eneansvarlig for opgaven. Der kan kun være én ansvarlig på opgaven.
C: Konsulteres (engelsk: Consulted)
Den eller de personer som det vil være klogt at spørge til råds undervejs. Det kan være en delopgave, et bestemt ekspertområde eller tilsvarende, som du ikke ved nok om.
I: Informeres (engelsk: Informed)
Den eller de personer som skal informeres om forløbet. De kan godt komme med input, men det skal være tydeligt at de ikke skal regne med at blive hørt.
Et eksempel på en udfyldt RACI model:

Her kan du læse mere om RACI modellen.
Behovsanalyse/afklaring
Indkald til et møde, hvor alle interessenter er med – eller så mange som muligt. Gennemgå projektet og sørg for at alle bliver informeret og hørt, hvis det er nødvendigt.
Alle skal godkende det aftalte inden mødet afsluttes og kan dermed gå derfra med en klar ide om:
- Projektomfang og -rammer
- Projektets deltagere
- Eventuelt styregruppe
- Hvad indholdet vil være
- Hvordan designstil og -univers vil være
- Andet relevant for projektet
Derefter sender du et opsamlende referat ud til alle interessenter – også dem som ikke var tilstede.
Styregruppe
Ved større og komplekse projekter kan det godt betale sig at oprette en styregruppe. Styregruppen består normalt af chef(er), beslutningstagere, andre højt placerede interessenter og typisk en projektleder.
Styregruppen informeres løbende og skal kunne træde til, hvis der pludselig opstår problemer, som kræver en større beslutning eller eventuelt ændring i projektet.
Kommunikation
Kommunikation burde måske have stået først for det er det vigtigste i et projekt. Alle punkterne i dette indlæg handler om kommunikation.
Uden kommunikation er du sikker på at dine interessenter bliver usikre og først begynder at blande sig. Det kan være voldsomt forstyrrende.
Så sørg for at sprede din information. Jo flere der ved hvad der sker, jo bedre. Værktøjer som referater, mails, opdateringer eller opsamlende møder bør ikke afskrække dig. De vil sikre at dit projekt forløber uden for mange forstyrrelser i form af chefer, der vil sikre sig at det går godt og i den rigtige retning.
Opsummering
Ved at holde dine interessenter informerede og involverede fra start til slut øger du chancen for at alle er med og ikke pludselig stopper eller ændrer dit projekt på grund af manglende information eller en misforståelse.
Se også Gode råd om projektledelse