Hvad koster det at lave en hjemmeside og er det muligt at sætte en pris på uden at have mødt kunden? Ikke hvis du spørger mig.
Mikkel Mikjær Christensen fra MC-solutions skrev blogindlægget 10 gode råd til at (fra)vælge en hjemmesideleverandør. Her nævner Mikkel en række gode punkter, som en kunde skal være opmærksom på, når der købes hjemmeside.
Jeg er enig i størstedelen af punkterne, men punkt 10 fik mig til tasterne. Mikkel mener, at prisen på en hjemmeside skal ligge mellem 10.000 – 25.000. Alt under er for billigt og alt over er for dyrt og med det i mente fandt jeg et gammelt skriv frem:
Hvad koster en hjemmeside?
Da jeg arbejdede i webbureau dukkede spørgsmålet: “Hvad koster det at få lavet en hjemmeside?” ofte op, når jeg havde en ny potentiel kunde i røret.
Et forståeligt spørgsmål, men også umuligt at besvare ordentligt uden at kende kunden bedre. Jeg plejede at spørge kunden om følgende:
Du skal til at bygge et hus og går hen til håndværkeren og stiller spørgsmålet: “Hvad koster det at få lavet et hus?”. Vil du ærligt forvente at han bare slynger en pris ud eller vil du regne med at han skal bruge lidt flere informationer?
Informationer a la:
- Hvor stort skal huset være?
- Hvor mange rum skal der være?
- Hvor skal det bygges henne?
- Hvilket fundament skal det bygges på?
- Hvilke materialer skal der bruges?
- Hvornår skal det stå færdigt?
- Hvad er budgettet?
og så videre og så videre.
Det kommer an på hvad du som kunde har af ønsker og ikke mindst budget til. Det nytter ikke noget at sætte næsen op efter en rød Ferrari, hvis du kun ønsker at betale for en rød trehjulet cykel.
Ligesom at du sikkert have en lang liste af tanker og detaljer om huset, som du gerne vil drøfte med en arkitekt eller håndværker, så har du formodentlig også en holdning til hvad din hjemmeside skal indeholde.
Pointen med ovenstående er, at du ikke kan bruge en eller anden prisramme, som du har fundet på nettet, til noget, når det gælder hjemmesideproduktion.
Så i stedet for at forvente en pris over telefonen med det samme, så tag en snak eller et møde med et webbureau. Her har du mulighed for at forklare dine tanker og behov og webbureauet har mulighed for at give en bedre vejledning og finde frem til den rigtige løsning og pris til dig.
På den måde er du mere sikker på, at du og webbureauet er på samme side og rent faktisk vil gå i samme retning, når du beslutter dig for at få lavet hjemmesiden