Hovedpinen er ikke til at komme udenom. Smerten dunker hårdt og dybt og jeg er ved at kaste op. Er ikke helt sikker på hvad der skete før det hele blev mørkt for jeg husker ingenting. Jeg prøver uden held at holde kroppen helt i ro, så kvalmen ikke overvinder mig. Det hele drejer rundt og alt bliver sort.
Jeg genvinder langsomt bevidstheden, mens ukendte lyde sniger sig ind på mig. Jeg genkender ingen af dem og begynder at blive bange. Hvor er jeg henne? Hvad skete der? Da jeg åbner øjnene er alt gråt. Det er som om jeg har et stykke stof eller en pose trukket henover hovedet og jeg begynder at skrige.
Jeg vrider mig, kaster mig fra side til side men lige lidt hjælper det. Jeg kan ikke bevæge mig. Det er som om jeg enten er bundet meget stramt eller også er jeg mast inde i et meget lille lokale. Måske en ligpose eller en kiste. Tanken gør mig panisk og jeg skriger endnu højere om hjælp, men intet sker. Kort efter besvimer jeg igen.
Da jeg vågner op er det lysere. Stoffet er der stadig, men det er som om der er lys der trænger igennem. Jeg råber om hjælp, men min stemme knækker over og jeg opdager, hvor svag jeg egentlig føler mig.
Jeg ved ikke hvor længe jeg har været indespærret, men sulten og tørsten er ikke til at tage fejl af. Jeg forsøger forgæves at presse mod stoffet men det er for stærkt. Jeg er fanget.
De næste dage går med at sove, være vågen, besvime, græde, prøve på at slippe fri og jeg mister hurtigt al tidsfornemmelse. Jeg kunne have været spærret inde i ugevis og jeg ville ikke vide det. Kun lyset der kommer og går giver mig en ide eller også er det min hjerne, der spiller puds.
Mine ben gør ondt og jeg vrider mig i smerte. Vent lidt. Gav stoffet sig? Maser febrilsk på og et kort øjeblik føler jeg fremgang, men nej. Jeg må give op.
Jeg får et chok da jeg mærker at stoffet bliver vådt? Jeg spørger hæst om der er nogen. Da jeg ikke får noget svar forsøger jeg at suge så meget vædske som muligt uden tanke for hvad det kan være. Det er vand og jeg håber at der i det mindste er nogen, der holder øje med mig. Nogen der passer på mig og bekymrer sig om mig. Jeg begynder at græde og tigge om hjælp men stadig intet svar.
Hele min krop smerter og jeg er bange for hvad der skal ske med mig. Jeg har gentagne gange forsøgt at rive stoffet i stykket, men jeg har været for svag. Jeg har efterhånden erkendt at jeg kommer til at dø her. Ingen kommer til min undsætning.
I desperation skriger jeg højt og kaster mig mod stoffet, som giver efter. Jeg hører en sønderrivende lyd og pludselig ser jeg en smal stribe lys. Stoffet giver efter!
Jeg tør næsten tro på det, men begynder at rive og flå og kan se at det hjælper. Langsomt men sikkert laver jeg en åbning der bliver større og større for hvert minut der går. Lyset blænder mig men giver mig også ekstra kræfter og pludselig er min overkrop ude.
Jeg hiver mig op og mærker smerten i benene. Hængende halvt ude af hvad der viser sig at være en pose af en slags stopper jeg for at samle kræfter. Jeg mærker hvordan blodet suser ud i mine lemmer, der ikke har været brugt længe.
Jeg føler mig i live og maser mig helt ud af posen. Endelig. Jeg er udenfor. Det er varmt og en kølig brise føles fantastisk mod mit ansigt.
Omtåget passerer jeg en gammel mand og en lille pige. Jeg hører hende sige: “Se farfar, en sommerfugl” inden jeg flyver videre ud i verden.
