Almen sund fornuft sejrer igen
Almindelig sund fornuft reddede Remee fra Stein Baggers økonomiske cirkus. Remees tre rådgivere gjorde hvad verdensfirmaet Ernst & Young ikke var i stand til. Det er sejt.
Ekstra Bladet skrev artiklen Stein ville købe Remee om kunstneren Remee, der blev kontaktet af Stein Bagger. Kort fortalt ville Bagger have del i successen Remee og solgte sine ideer og økonomi i stor stil. Remee var solgt og klar på det helt store.
Remee fortæller, at alle forretningsaftaler skal igennem hans tre vise mænd: En rådgiver, en advokat og en revisor og her bliver det fantastisk.
De tre mænd kunne ikke gennemskue Baggers forretningsopbygning og undrede sig også over økonomien. Deres tøven forsinkede hele forløbet og pludselig var Bagger forsvundet i Dubai.
Verdensfirmaet Ernst & Young var ikke nær så skeptiske. Derfor kårede de IT Factory til Entrepreneur Of The Year 2008. Meget røde i hovederne trak de prisen tilbage igen et par dage efter.
Jeg formoder, at Ernst & Young har væsentlig flere ressourcer til rådighed end de tre. Jeg formoder, at Ernst & Young virkelig har løbet IT Factorys papirer grundigt igennem, når man tænker på mediernes fokus på prisen. Alligevel fejler Ernst & Young.
Humørhippien synes simpelthen, at det er så supersejt, at tre “almindelige” mennesker sejrer hvor en kæmpevirksomhed fejler – alene ved at bruge sund fornuft. Sådan!
