Så er vi tilbage i vante omgivelser. Det skulle tage et år at nå dertil.
Når jeg skriver første nat i lejligheden, så mener jeg ikke helt første-første nat nogensinde, men første nat efter vi startede vores ombygning.
Vi har brugt den sidste uges tid på at gøre soveværelse, værelset mod køkken, køkken og bad klar til indflytning. Det krævede en del støvsugning og aktivitet med en våd klud for værelserne er godt nok fyldt med byggestøv.
I går flyttede vi ind og kunne dermed sove i københavnerboligen. Det var nu meget godt – også selvom jeg ikke helt nåede at samle sengen inden sengetid.
Som den største genstand var sengen var sat på til sidste kørsel. Det tager tid at skille sengen og dermed flytte den, når jeg konstant glemmer det rigtige værktøj. Så er der pludselig meget langt fra Brøndby til København. Endnu længere når det sker to gange (og jeg kun skulle kun bruge to typer værktøj. Flot, Allan).
Anyway. Både seng og værktøj er nu i lejligheden, så nu er det bare et spørgsmål om tid, før den er endelig samlet og det skal blive godt. Vi har nemlig en futon og sådan en fætter fylder ikke meget i højden, så det er en udfordring at komme op af sengen om morgenen. Det sker naturligvis med en masse morfarlyde.
Det var dejligt at starte morgenen i København med at gå op ad Tornebuskegade mod Nørreport. Afslappende, hyggeligt og meget meget velkendt.
Hvis du fornemmer, at jeg smiler, når du læser de sidste par linjer, så er du ikke helt forkert på den.
Tillykke.
Godt at høre at prøvelserne er løst i sådan en grad at I kan kalde jer Kjøvenhavnere igen.
Kender selv den følelse du beskriver til sidst i indlægget, mundvigene vil simpelt hen ikke ned