Hvad kan få dig til at grine højt eller fnise ukontrolleret?
Hos mig er det for eksempel Who’s Line Is It Anyway? med Drew Carey som vært, Big Bang Theory eller Damn You Auto Correct. Det er god humor.
Hvad rammer dine lattermuskler?
Her er det Who’s Line Is It Anyway?
Et let fredagsindlæg om et af de mere spøjse internetfænomener: Hoveder i køleskabe. Gad vide om, det bare er en anden betegnelse for at holde hovedet koldt? Badum-tisch.
Trenden er simpel: Tag et billede af dig selv med hovedet i køleskabet. Sørg for at billedet har navnet 241543903 og læg det så på internettet. Presto. Øjeblikkeligt internet meme.
Du vil ikke være den første: Indtast 241543903 i Google Image Search.
Jeg har lige været i IKEA (ave menu 3) og købe opbevaringskasser. På et låg så jeg denne advarsel. Pokkers, at jeg ikke havde set den før. Nu regnede jeg lige med at jeg havde fundet Splints nye seng og så er der kvælningsfare. Man kan da heller ikke stole på nogen mere. Tsk tsk.
Baby, ingen adgang. Ikke den nye babyseng.
På den mere seriøse side. Hvem dælen kan finde på at proppe en baby i en plasticboks og lukke låget til? Det må jo være et reelt problem siden producenten advarer. Jebus!
Holy crap!
Kæresten og jeg var til jordemoderkonsultation nummer to i går og jeg er rystet i min grundvold.
Det blev skræmmende tydeligt, hvorfor den offentlige sektor er så stor og tung som den er, hvis bare en lille del er befolket af typer og procedurer som vi oplevede.
Vi blev mødt af en jordemoder, som tog pænt imod os. Det var ikke den samme som til første konsultation for hun var gået på barsel. Jeg antager, at det er en jobrisiko. Desværre måtte jordemoder 2 (J2) fortælle, at vi heller ikke ville se hende igen for der var gået noget galt i systemet og man havde åbenbart lidt misset at J1 gik på barsel. Derfor var J2 bare kastet ind som erstatning. Javel ja.
J2 var hyggelig og jovial. Faktisk så meget at jeg begyndte at skære tænder efter tre minutter med hende. Hun arbejder på fødselshotellet og det virker som om hun er permanent indstillet på at tale med babyer, fødsels- og ammehjerner snarere end voksne mennesker. Stemmen var hævet et par oktaver over normen, tonen mere end almindeligt entusiastisk og ordvalget enormt simpelt. Det duer jeg bare ikke til. Det er til at få spasmer af.
J2 havde ikke rigtigt noget at fortælle og vi havde ikke rigtigt nogen spørgsmål på dagen, så kæresten blev lagt op på briksen. J2 ville nemlig lige mærke kærestens mave. “Altså ikke fordi det rigtigt betyder noget. Det er bare lidt sjovt”. Ah hva’?
Hun ville mærke, hvordan Splint lå, så der blev trykket godt over hele maveregionen. J2 kunne dog ikke helt sige noget konkret, men det var jo også mest for sjov. I stedet kunne vi lytte til hjertelyden gennem et trærør, men det fungerede heller ikke helt for hende, så hun endte med at ty til den elektroniske version.
J2 ville måle kærestens mave, som en afslutning på briksseancen. Det krævede et målebånd, men der var vist en kollega, der var løbet med det, så afsted efter et andet.Da J2 kom tilbage opdagede hun, at målebåndet lå ved siden af kæresten på briksen – altså sådan cirka lige der, hvor J2 hele tiden havde stået. Ehm?
Jeg sidder på det tidspunkt og glor blankt på hende og skæver lidt efter de skjulte kameraer for det her kan simpelthen ikke være rigtigt.
Konsultationen slutter med opdatering af vandrejournalen. J2 fortæller overrasket, at hun ikke kunne finde svar på den blodprøve, der undersøger om der er mismatch mellem mor og søns blodtype. Kæresten fortæller, at det er der ikke for det har egen læge fortalt. J2 kigger undrende på os for det kunne hun ikke se i den centrale database, som både læger og jordemødre har adgang til. Og hun havde kigget. Og den var jo central. Og hun havde kigget.
Det bliver alligevel minutiøst nedskrevet MED KUGLEPEN i vandrejournalen. Her går det helt galt for mig. De har et centralt system (som ganske vist ikke er helt opdateret), men skriver stadig ned på et stykke papir. Det gik bagefter op for at lægen gør det samme – bare med en manuel kopi i sine egne papirer. Say what?!? Det vil sige, at al data og historik så godt som forsvinder, hvis en gravid får stjålet sin taske eller mister vandrejournalen på anden vis. Ikke al data kan genskabes for den eksisterer kun det ene sted. Holy crap! Snak om en mulighed for fejlbehandling i en stresset situation.
Vi var ude efter 20 minutters konsultation.
Jeg krydser fingre for at vi:
Kæresten fandt straks frem til en privatklinik, der tilbyder jordemoderkonsultationer. Priserne er håbløst pebrede, men hvis tredje konsultation fortsætter i samme rille, så er det noget, jeg seriøst vil overveje.
Hvordan kan den slags foregå i Danmark anno 2011?
Et af de indlæg, der er svære at skrive. Jeg må indrømme, tankerne ofte drev andre steder hen og at mere end én tåre trillede.
Jeg har nemlig modtaget kasser med ting fra min far. Ting, som min stedmor mente skulle videre til min søster og jeg. Der var fire kasser i alt og jeg har lige skimmet dem igennem.
Udover to kasser med stel (tallerkener med mere) var der tegninger og lerting fra da min søster og jeg var børn. Det er åbenbart naturbestemt at forældre død og pine skal belemres med ungernes kunstnerier. Der var også billeder fra min og søsters ungdom, men mere interessant også fra min fars. De billeder skal jeg bestemt kigge meget nærmere på.
Til allersidst fik jeg et ur. Et lommeur i guld fra min oldefar, som er gået i arv i familien og som jeg skulle overtage efter min far. I mange år troede vi at det var forsvundet, men det dukkede altså op, da det gjaldt. Det betyder meget for mig.
Det eneste jeg endnu ikke har fundet er et stamtræ, som min far brugte meget lang tid på at lave og som han var meget stolt af. Udover lommeuret og billederne er stamtræet det, jeg håbede, jeg en dag ville arve. Jeg krydser fingre for at det er i en af kasserne.
Resten overtog min stedmor og det er som det skal være. Hun var min fars lys til det sidste og han ville ikke have det anderledes.
Fire kasser og en masse minder.
Hvad mon jeg selv efterlader, når det en dag bliver min tur?
I dag blev vi prøvet i vores swingende lektier, som vi fik for i sidste uges temahold i lindy hop: Musicality.
Jeg har hørt Tommy Dorsey’s version af Swingin’ On Nothin’ til hudløshed. Hudløshed svarer til 50+ gange den sidste uges tid og alligevel havde jeg ikke hørt noget klaverstykke, der hvor læreren mente der var et. Efter ekstra lytten kunne jeg godt høre det, men holy crap, det var godt gemt.
Vi fik igen lov til at lege med trinene til forskellig musikgenrer som ligger langt fra swingmusikken og det er sjovt. Meget sjovt endda.
Denne gang gik lærerne videre og delte os op i grupper, så vi kunne lege og improvisere gruppevis. Vi skulle med andre ord finde på lidt trin, der passede til ugens uungåelige: Swingin’ On Nothing.
Så beordret, så gjort, så Allan rød i hovedet. Vi skulle nemlig ikke kun finde på trinene. De skulle også vises frem. Da det blev min og dansepartners tur gik det op for os, at jeg åbenbart havde danset os frem til en variation, som var ret raffineret, hvis jeg må citere lærerne. Skamros er dejligt, men jeg bliver altid lidt flov og det giver røde ører.
Anyway. Jeg glæder mig til næste mandag for at se hvad lærerne Jesper og Merethe har fundet på af nye finurligheder til os. Musicality er nemlig svært at fortælle om. Det skal prøves af og mest af alt føles. Og det er svært. Meget svært endda.
Et skridt af gangen.