Ceremonien var som den slags bør være. God prædiken, et par meget velvalgte sange og en flot tale af min kærestes faster, Farmors datter. Jeg var en af kistebærerne og sammen fik vi båret Farmor ud i den ventende vogn.
Da vi gav den sidste respekt med kisten halvt inde i vognen, røg jeg pludselig mange år tilbage i tiden. Tilbage til dengang min egen mormor blev bisat. Det overraskede mig og følelserne fra dengang dukkede pludselig op til overfladen igen. Det slog meget hårdere end forventet.
Min mormor døde efter hun fik konstateret kræft i den ene lunge. Hun fik den bortopereret og burde fysisk have kunnet leve med en rask lunge. Sådan skulle det bare ikke gå. Psykisk kom hun sig aldrig og den sidste tid var hård for hende, min morfar og resten af familien.
Da hun døde på hospitalet, var jeg der ikke. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg ikke var der. Det var jeg bare ikke. Jeg nåede derfor aldrig at få sagt rigtigt farvel til hende.
Til begravelsen så jeg den lukkede kiste, hørte præsten prædike, familien græd og så var min mormor helt væk. Det efterlod et sort hul indeni. Dagene gik en efter en og det blev hverdag igen, men Farmors begravelse bragte det hele tilbage igen og det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig stadig savner min mormor.
