Min kærestes farmor døde i går formiddag under halvandet år efter at Farfar døde. Jeg tror aldrig hun kom sig over, at han gik bort.
Omkring Farfars død, blev Farmor dement. Det var som om hendes hjerne vidste hvad der var på vej og ville beskytte hende mod sandheden. Hendes hjerte vidste dog bedre og i sidste ende kunne det ikke bære adskillelsen. Farmor sov stille ind hånd i hånd med et barnebarn.
Familien samledes omkring hende i går og delte minder om Farmor. På trods af 9 år i fælleskabet er jeg stadig ny, men jeg kunne nikke genkendende til mange af de historier, som familien fortalte. Det var nemlig typisk den Farmor jeg havde lært at kende og holde af.
Farmor var den perfekte husmor. For nutidens kvinder er det næsten er skældsord, men Farmor tog ansvaret meget seriøst – med stor ære og perfektion. Mand, børn, børnebørn, familie og venner blev passet, nusset og holdt af og hun sikrede, at alle følte sig som nummer et i hendes liv. Vi vidste selvfølgelig, at Farfar altid havde den plads, men Farmors ihærdighed kunne næsten få os til at tro andet.
Selv den sidste tid på plejehjemmet holdt Farmor den livslange regel i hævd. Hun kunne ligge i sengen i smerter eller ikke huske hvem alle var, men der blev altid budt på kaffe eller et lille stykke slik. Kærligheden og venligheden var altid ægte og dybfølt.
Udover husmor var Farmor også lærer. En lille kvinde af højde, men en kæmpe i disciplin og respekt. Hun formåede i den grad at nå ind til sine elever. Elever som ikke har været undervist af Farmor i 50 år, har sendt hilsener hver eneste jul i al den tid efter. Der er ikke mange af nutidens lærere, der kan prale af sådan en dedikation.
Som Farmor lå i sengen ved siden af os, så hun rolig ud. Endda med et lille smil på læben, som om hun vidste, at hun havde gjort hvad hun kunne for alle og nu kunne holde det sidste frikvarter. For evigt sammen med Farfar.
Vores hverdag og liv er blevet tommere uden Farmor, men minderne om hende vil altid være i vores hjerter.
Æret været farmors minde!