Glædelig jul 2008

Del på Facebook

Et ønske om en fantastisk jul og spørgsmålet: Er det OK at træde udenfor det traditionelle juleræs eller er jeg asocial og mærkelig?

Kæresten og jeg – eller nok mest mig – besluttede os for at stå af juleræset i år. Det vil sige ingen gaver. Det er noget jeg har forsøgt at indføre de sidste mange år i min familie, men det er svært for det er en så indgroet tradition i Danmark.

Jeg synes, at gaveræset har nået hysteriske højder og er en af grundene til at mange mennesker ræser november og december måned igennem.

Pludselig er det mere brok og stress end fornøjelse. Gaverne skal være store og perfekte. Maden skal være stor og perfekt. Alt skal være stort og perfekt og så står jeg af.

I min verden er julen børnenes tid. I min familie er vi løbet tør for børn under 18 år for længe siden. Derfor bør vi ikke give gaver , hvis du spørger mig. Når der igen kommer børn i familien, så kan vi snakke om gaver – til børnene.

Familien holder den store traditionelle jul d. 24., men uden os. I stedet mødes vi over noget god mad og hygge en anden dag. Det er lidt skidt hvis en bestemt dato skal bestemme hvornår vi skal være gode ved hinanden. Det bør være hele året rundt.

Derfor holder kæresten og jeg juleaften for os selv. Det bliver hygge, god mad, ild i pejsen og et glas vin eller tre. Måske bliver det også til en gåtur i det københavnske.

Hvordan holder du jul?

Jeg ønsker dig og dine kære en rigtig glædelig jul uanset  om du tager den traditionelle stil, rejser på ferie eller noget helt tredje.

Del indlægget med andre:
  • Add to favorites
  • Twitter
  • email

Skriv en kommentar