Indlæg tagget med ‘københavn’

3D scanning – part 2: The money shot

fredag, 18. februar 2011
Del på Facebook

Så var vi til anden omgang 3D-scanning efter første gang fejlede fordi Splint var kamerasky eller så glad for sin ene fod at den skulle specielinspiceres på nærmeste hold. Resultat var i hvert fald ikke noget brugbart.

Denne gang var lidt anderledes. En masse forsøg, hvor der hovedsageligt er budding og så pludselig et nogenlunde billede.

3D-scanning

Her er det bedste billede fra dagens 3D-scanning

Det er stadig svært at se om det er en Splint, Max eller en helt tredje, men det kommer vi nok frem til på et tidspunkt.

3D scanning i København

søndag, 13. februar 2011
Del på Facebook

Kæresten havde booket tid hos Scanningsklinikken i København i går. De laver nemlig 3D/4D scanninger og kæresten havde behov for at se Splint igen. Bare sådan lige for at trippeltjekke at det stadig er en baby og ikke en alien, der roder rundt i hendes indre.

Jordemoderen gennemgik de sædvanlige 2D-scanninger og konstaterede, at selvom kæresten kun skulle være 30+4, så leger Splint, at han er 33+2. Med andre ord, han er pænt stor for sin alder allerede.

Scanning-12022011-vægt

Krydset viser, hvor Splint ligger henne i forhold til mindste-, middel- og topgennemsntittal for fostre.

Udover at være en kæmpe, er han også lidt kamerasky. Han ville nemlig ikke lægge sig, så vi kunne få et ordentlig 3D-billede. Han vendte enten hovedet bort eller smed et ben foran ansigtet. Kæresten hoppede og dansede for at få ham til at lægge sig ordentlig, men uden held. Stædig lille purk.

Her er det bedste billede fra i går og selvom det er muligt, at se hvad der er hvad, så ligner det stadig en klump budding.

3D-scanning af SplintEfter en time konkluderede jordemoderen at vi nok hellere måtte booke en ny tid for at få bedre billeder, så det gjorde vi.

Restaurant LêLê nhà hàng var en skuffelse

søndag, 13. februar 2011
Del på Facebook
LêLê nhà hàng

Kilde: aok.dk

Kæresten havde inviteret på restaurant LêLê nhà hàng i København i går, som en kombineret date aften og Valentines ting. God ide. Desværre var det ikke en gennemført oplevelse.

Det startede ellers godt. Vi havde bestilt bord på forhånd og det var nødvendigt. Masser af mennesker i venteområdet, men de så alle ud til at hygge sig. Restauranten er stor og i går var den fyldt op, så der var masser af mennesker, buzz og det giver plus i min bog.

Tjeneren var hurtigt på banen og tog vores bestillinger. Til forret bestilte vi Tom chien (tigerrejer) og Cha gio (forårsruller). Begge retter kom meget hurtigt og var gode, så det var en fin start.

Vi hyggede og snakkede, men efter en halv time begyndte vi at føle os glemt. Jeg fik øjenkontakt med vores tjener, som skævede til vores tomme bord og fortsatte direkte ud i køkkenet. Derefter kom hun hen og fortalte, at maden var på vej. Fint nok, så vi ventede videre. Efter yderligere ti minutter gentog seancen sig. Nabobordet var kommet efter os og nåede at få forret, hovedret og betale, mens vi stadig sad og ventede. Ikke i orden.

Efter 45 minutter dukkede vores hovedretter op. Kæresten havde bestilt Pho bò (nuddelsuppe med oksekød) og jeg havde bedt om Salach thit bo (salat med oksekød). Desværre virkede det som om maden havde ventet for længe for begge retter var lunkne. Jeg er måske forkert på den, men suppe skal være kogende og kød må gerne være helt varmt.

Jeg burde måske have klaget med det samme, men jeg må indrømme, at jeg ikke gad risikere at skulle vente meget mere på en ny omgang mad. Vi spiste færdig, betalte og gik.

Der kommer vi nok ikke igen.

God massage i København

tirsdag, 8. februar 2011
Del på Facebook

Jeg har tillagt mig den lille livssnydervane, at jeg bliver masseret cirka en gang om måneden. Stedet er Mens Room og der har jeg været fast kunde i mange år. Jeg er kommet frem til at den optimale kombination er fem kvarters ryg-, ansigts- og håndmassage. Så kan det ikke gøres meget bedre.

Normalt er det lille søde Laura, der masserer mig. Hun trykker ikke voldsomt hårdt, så det er mere en nussende massage – enormt afslappende. Oveni giver hun så en killer ansigtsmassage. Jeg har endnu ikke forladt Mens Room uden et meget stort smil og godt humør.

Laura var syg i lørdags og Maja tog over. I modsætning til Laura, tager Maja mere fat og jeg blev masseret godt og grundigt igennem. Stadig rigtig dejligt. Til gengæld var ansigtsmassagen meget forsigtig. Næsten for forsigtig.

Jeg er også nødt til at nævne Malou fra Green Flow. Jeg har kun besøgt hende en gang, men holy crap! Den kvinde har fingerkræfter. Jeg har aldrig nogen sinde oplevet at blive masseret så grundigt igennem. Jeg mærkede smerter i muskler og områder, jeg ikke troede var muligt – på den gode måde.

I modsætning til Mens Room masserer Malou både mænd og kvinder og det er noget min kæreste nyder godt af. Hun har nemlig haft slemme rygsmerter i mange år og jeg har ikke været dygtig nok til at afhjælpe. Efter hun fandt Malou er problemet næsten ophørt. Fantastisk.

Så. Kort opsummeret:
Laura, Mens Room, kun mænd: Nussende massage, fantastisk ansigtsmassage
Maja, Mens Room, kun mænd: God massage, spøjs ansigtsmassage
Malou, Green Flow, mænd og kvinder: Du finder ikke en, der trænger bedre ned

Gode biografpladser

fredag, 7. november 2008

Her kan du læse, hvor jeg synes, de bedste biografsæder og -rækker er i de københavnske biografer, som jeg besøger.

Bemærk: Hvis du helst vil sidde forrest eller bagerst i biografen, så skal du ikke lytte til mine råd. Så bliver du skuffet.

Cinemaxx
Sal 2: Række/loge J, sæde 1 og 2.

Dagmar
Sal 4: Række 3, sæde 1 og 2.

Empire Bio
Sal 2: Række 5, sæde 11 og 12.
Sal 4: Række 2, sæde 5 og 6.

Grand Teatret
Sal X 1: Række 5, sæde 3 og 4

Imperial
Sal 1: Række 8, sæde 1 og 2.

Palads
Sal 3: Række 3, sæde 1 og 2.
Sal 4: Række 5, sæde 1 og 2.
Sal 9: Række 7, sæde 1 og 2.

Vær opmærksom på
Jeg er ikke typen, der sidder helt oppe foran med næsen begravet i lærredet eller gemt væk helt bagerst i biografen. En god frase har altid været: “Lidt før midten, i midten” og det vil også være gældende for de pladser jeg skriver ind her.

Ligeledes skriver jeg to sædenumre. Det er ikke et krav at være flere, men det er nu hyggeligt.